Lyt til artiklen

Flere hundrede savnes stadig efter voldsomme oversvømmelser i en del af delstaten Kentucky.

Samtidig har mindst 35 mennesker mistet livet, herunder seks børn i alderen et til otte år.

Og ifølge BBC News er det et tal, som myndighederne forventer vil stige i de kommende dage.

Det er Appalachia-regionen i det østlige Kentucky, der har været hårdt ramt at skybrud, som har forårsaget oversvømmelser i 13 ud af statens 120 distrikter.

Redningsfolk kæmper fortsat med at finde overlevende efter oversvømmelserne i delstaten Kentucky.
Redningsfolk kæmper fortsat med at finde overlevende efter oversvømmelserne i delstaten Kentucky. Foto: JEFF FAUGHENDER/USA TODAY NETWOR
Vis mere

Mere end 12.000 husstande er fortsat uden strøm og hundredvis af hjem er forsvundet i vandmasserne. Telefonsignalet er også påvirket, hvilket gør det svært at finde overlevende.

Ifølge Kentuckys guvernør, Andy Beshear, er skaderne på veje, broer og anden infrastruktur så omfattende, at det vil koste millioner at reparere det.

Oversvømmelsen er den værste, som regionen har set i årtier, og bliver beskrevet af guvernøren som »den dødeligste og mest ødelæggende.« I alt er der blevet udført 650 redningsaktioner fra luften siden onsdag, men statens politi har registreret mere end 750 redningsaktioner til vands.

Hundredvis af biler er forsvundet i de store vandmængder.
Hundredvis af biler er forsvundet i de store vandmængder. Foto: SETH HERALD
Vis mere

Ifølge BBC News har præsident Biden erklæret oversvømmelserne for en større katastrofe og har igangsat føderal hjælp til de lokale redningsfolk.