Et militærfly er styrtet ned i det sydamerikanske land Ecuador. Alle de 22 soldater ombord er omkommet.

Det skriver Ecuadors præsident Rafael Correa på Twitter.

»Ingen har overlevet. Vi har mistet 22 af fædrelandets soldater. Vores medfølelse går til hæren og de pårørende. Det er en tragedie,« skriver Rafael Correa.

Tidligere skrev han, at flystyrtet fandt sted i Pastaza-provinsen.

Twitter-brugeren Paul Romero har lagt billeder op af det forulykkede fly.

»Det er den værste ulykke de seneste år,« skriver han.

Ifølge avisen El Universo er de omkomne 19 faldskærmssoldater, to piloter og en mekaniker. Ecuadors militær oplyser i en pressemeddelelse, at flyet styrtede ned omkring kl. 14.30 lokal tid - 20.30 dansk tid.