En yngre kvindelig medarbejder på et center for uledsagede flygtningebørn i Mölndal nær Göteborg er mandag morgen død efter et knivoverfald. Det skriver den svenske avis Expressen. Samtidig er en række andre tilstedeværende også blevet sårede som følge af den tumult, der opstod i forbindelse med kniv-dramaet.

Den mistænkte gerningsmand til knivdrabet er pågrebet ifølge politiet. Han boede på flygtningecenteret, hvis målgruppe er unge, uledsagede flygtningebørn i alderen 14-17 år. Motivet til det dødelige overfald er endnu ikke oplyst.

Den dræbte kvinde er ifølge Expressen en 22-årig kvinde, som blev ramt af knivstik i ryggen. Dødeligt såret blev hun kort efter kl. 08 i ambulance kørt til det nærliggende sygehus Sahlgrenska, hvor lægerne dog kort før middag måtte konstatere, at hendes liv ikke stod til at redde. Hendes pårørende blev straks underrettet om tragedien.

I forbindelse med kniv-overfaldet opstod der stor tumult på flygtningscenteret, hvor beboerne er i teenagealderen. Ifølge svenske medier er også andre personer blevet sårede i forbindelse med kniv-tumulten.

»Der var en mand med en kniv derinde. To mennesker tilbageholder ham, da vi når frem,« oplyser pressetalsmand Christer Fuxborg fra politiet i Västra Götaland. Han var ikke umiddelbart i stand til at oplyse alder eller nationalitet på den anholdte.

Efter meldingen om knivstikkeriet ved 08-tiden sendte poltiiet fem-seks patruljevogne til flygtningecenteret, hvor der var en del uro på grund af knivstikkeriet. Flygtningehjemmet har til huse i en hvid etagebygning med to etager.

Ifølge politiet har der været omkring en halv snes beboere til stede i forbindelse med dramaet, men det er endnu uklart, hvor mange af dem, der er blevet sårede. Syv personer er mandag middag blevet taget med på stationen til indgående afhøring.

»Vi er i fuld gang med at finde ud af, hvad der helt nøjagtig er foregået. Der sker afhøringer af både beboere og personale,« siger politiets talsmand.

»Vi har taget dem med på stationen for at forsøge at skaffe os et bedre billede af, hvad der er sket,« tilføjer Christer Fuxborg ifølge Expressen.

Fordi der er  tale om et gerningssted til en så alvorlig forbrydelse som et drab, er stedet også blevet spærret af for at give politiets kriminalteknikere mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt. Gerningsvåbnet, der blev brugt til at stikke den 22-årige kvinde ihjel, er sikret.

Samtidig fortæller politiets talsmand, der har været inde på flygtningehjemmet, at det er »et gerningssted med mange forskellige tegn på vold«.

En chokeret kollega til den dræbte fortæller mandag middag til Expressen, at der ikke tidligere har været voldelige overfald på flygtningshjemmet for uledsagede teenagere, hvor hun har selv har arbejdet siden oktober. Og af hensyn til sikkerheden arbejder de ansatte altid sammen i par.

»Vi arbejder aldrig alene, men to og to. Om nødvendigt er vi tre sammen,« fortæller kollegaen Amal Hassan, der forventer at sikkerhedsforanstaltningerne på flygtningehjemmet nu vil blive øget.