Forvirringen var stor i Skaraborg Tingsrätt tirsdag formiddag, da hustruen til den mand, der sidder tiltalt for drabet på Lisa Holm, pludselig valgte at afgive forklaring i sagen. Noget, hun tidligere havde afslået at gøre.

Kvinden havde selv ringet til hendes mands forsvarsadvokat klokken otte tirsdag morgen for at bede om lov til at vidne i sagen.

I sidste uge havde hun ellers over telefon i retssagen valgt at benytte sig af muligheden som hustru til den tiltalte til at afvise at vidne i sagen.

Den beslutning fortrød hun tilsyneladende. Og det skabte forvirring i retten, hvor hendes 35-årige mand, der er litauisk gæstearbejder, sidder tiltalt for drabet på den 17-årige svenske pige Lisa Holm, der blev dræbt den 7. juni, kort efter hun havde fået fri fra arbejde i Blomberg.

Fem dage senere blev hendes lig fundet i et smalt garderobeskab i et skur ved den nærliggende gård Martorp. Siden har den 35-årige siddet varetægtsfængslet.

Læs også: Så datterens formodede drabsmand i øjnene: 'Hvordan endte hans fingre inde i min datters bukser?'

Forvirringen opstod først, da hustruen - der vidnede over telefon fra Litauen, som hun rejste til, efter hendes mand blev anholdt - talte russisk. Ingen russisk tolk var til stede i retten. Derfor måtte retten arbejde hurtigt for at finde én.

Da en tolk blev fundet, blev forvirringen kun større.

For hustruen kunne tilsyneladende ikke helt holde styr på de tidspunkter, hun mente, hendes mand havde været hjemme på den dag, hvor Lisa Holm forsvandt, så han på den måde ikke kunne have været gerningsmanden. Det skriver Aftonbladet.

»Jeg har altid troet på min mand, og jeg har aldrig tvivlet på ham, og jeg har altid vidst, han er uskyldig,« sagde hun over telefonen i retten.

Læs også: Advokat fik formodet drabsmand til at bryde sammen: 'Det var dig, der dræbte Lisa Holm'

Hendes mand har under hele retssagen nægtet sig skyldig.

Han fastholder, at han aldrig har mødt, set eller talt med Lisa Holm. Samtidig har han forklaret, at han var hjemme hele den aften, hun forsvandt.

Det har hans kone dog under et tidligere forhør med politiet fortalt, at han ikke var. Han var taget afsted for at reparere en vindueskarm, hvorefter han senere vendte hjem for at hente noget mere værktøj.

Derefter var han kørt afsted igen.

Samtidig forsøgte hendes mand angiveligt at få sin kone til at sige til politiet, at han var hjemme fra klokken 18 - kort før Lisa Holm forsvandt.

Begge de forklaringer til politiet har hun siden trukket tilbage igen.

»Jeg tror på min mand, og jeg ved, at han var hjemme, selvom et vidne (der mener at have set den 35-årige mand i en bil tæt på gården Martorp, red.) siger, at han ikke var,« siger hun ifølge Aftonbladet.

Læs også: Tiltaltes sæd fundet i lade, hvor Lisa Holm blev dræbt: 'Jeg har aldrig mødt hende'

Alligevel forklarede hun i retten i begyndelsen, at hendes mand var taget afsted hjemmefra. Senere blev hun dog forvirret over tidspunkterne for, hvornår hendes mand var hjemme.

De tidspunkter, hun fortalte til politiet under forhøret i juni, stemmer nemlig ikke helt overens med de tidspunkter, hun tirsdag oplyste i retten.

Men før hverken anklager eller forsvarer kunne nå at spørge mere ind til det, blev den tolk, retten havde fundet, nødt til at gå videre til et andet job.

En ny tolk skulle derfor findes, men kort tid før, han skulle på over telefonen, trak han sig.

»Han er blevet nervøs,« lød det fra dommeren.

Retssagen er derfor sat på pause indtil klokken 13. Forhøret af hustruen fortsætter ikke, da både anklager og forsvarer har valgt ikke at ville udspørge hende mere.

Bt.dk følger sagen.

Læs også: Mindre end et døgn før Lisa Holm-drabet: Litauer forsøgte at lokke en anden kvinde ind i sin bil