Hård kritik af amerikanske top-politikere efter endnu en skolemassakre - de er i lommen på våbenlobbyen.

Efter denne uges amerikanske skolemassakre i Florida, der kostede 14 elever og tre lærere livet, bliver toppolitikere og familiefædre som Marco Rubio og John McCain bliver nu stillet personligt til ansvar for at have modtaget massive million-gaver fra den amerikanske våbenlobby, National Riffle Association.

Efter Sandy Hook-massakren i 2012, der blandt andet kostede 20 børnehaveklassebørn livet, skete der ingenting. Og efter koncert-massemordet i Las Vegas, hvor 58 måtte lade livet, skete der heller ikke noget.

Men onsdagens massemord i Parkland, Florida, hvor den bortviste 19-årige elev Nikolas Cruz dræbte 17 og sårede 14 på Marjory Stoneman Douglas High School, bliver måske vendepunktet.

Efter den grusomme virkelighed spredte sig i medierne begyndte de amerikanske politikere at gøre det, de desværre har haft lejlighed til utallige gange før. Via mobiltelefonen loggede de på deres twitter-hjemmesider, hvor de nu nærmest rutinemæssigt skrev 'vi sender vores tanker og bønner (thoughts and prayers, red.).

Men denne gang skete der noget nyt.

Efter senator og forhenværende præsidentkandidat Marco Rubios tilsyneladende velmente tweet skrev en anden twitter-bruger, Bess Kalb, en kort, men opsigtsvækkende besked bestående af et dollartegn efterfulgt af tallet 3.303.355

Efter Senator John McCains tweet skrev Bess Kalp tallet '7,740,521'. Og da Rob Portman, der er senator fra staten Ohio, også via twitter sendte sine 'thoughts and prayers', svarede Bess Kalb igen med et dollartegn og tallet '3,061,941'.

Bess Kalb, der selv har en lille million faste læsere på det populære sociale netværk, viste sig at være politisk aktivist og manuskriptforfatter på det populære amerikanske talkshow 'Jimmy Kimmel Tonight'. Og tallene viste sig at være de (korrekte) dollarbeløb, som et helt netværk af primært republikanske politikere har modtaget fra den magtfulde amerikanske våbenlobby NRA - National Riffle Association.

Det er disse magtfulde politikere, der efter hver amerikansk masseskyderi over de seneste tyve år har nægtet at stramme den amerikanske våbenlovgivning.

Efter Las Vegas-massakren lovede det republikanske parti at forbyde den såkaldte bump-stock-mekanisme, der får et semiautomatisk våben til at skyde som et (ulovligt) fuldautomatisk våben. Men de gjorde det aldrig. Og blandt andet Marco Rubio så endog bifaldende til, da præsident Donald Trump for et år siden skrottede en Barack Obama-lovgivning og herved igen gjorde det lettere for mentalt forstyrrede amerikanere (som Florida-morderen Nikolas Cruz) at købe semiautomatiske våben som den AR-15, der blev brugt til at dræbe 17 uskyldige mennesker på Valentinsdag.

Siden Bess Kalbs afsløringer på twitter har historien om politikernes dobbeltmoral spredt sig til både trykte og digitale medier. De omtalte politikere været tavse som graven. Og kampagnen for strammere våbenlovgivning, som 80 procent af den amerikanske voksen-befolkning ifølge New York Times ønsker, blev yderligere forstærket, da Bess Kalb fulgte sine første tweets op med en fuldendt liste med navne og dollarbeløb - under overskriften:

»Må Gud være jeres NRA-ejede sjæle nådig«.

Nu raser debatten om den amerikanske våbenlovgivning som aldrig før. Og for første gang i organisationens 146-årige historie er de for alvor kommet i rampelyset.

Indtil midtens af 1990'erne var NRA en relativt lille organisation, der primært fokuserede på deres medlemmer, amerikanske sportsfolk og jægere.

Men så gik der politik i sagerne. Og med et årligt budget på godt to milliarder kroner er Natinal Riffle Association i dag én af USAs mest magtfulde politiske organisationer.

Siden skoleskyderierne i USA efter massakren på Columbine High School i 1999 igen for alvor kom i fokus, har mange mere liberale politikere forsøgt komme problemet til livs.

Men for at løse et problem skal det som bekendt først kortlægges. Og også her er NRA et kynisk skridt foran.

Ved et lovindgreb i 1996 gjorde det republikanske parti med massiv støtte fra NRA det nemlig ulovligt at indsamle og studere statistik i forhold til skydevåben-dødsfald og diverse skudmassakre. Og for at gøre situationen endnu mere absurd er ministreiet, der også tager sig af al våbenlovgivning, Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau (TTB), også det enste amerikanske ministerium, der endnu ikke er blevet digitaliseret og derfor stadig opbevare samtlige oplysninger på papir.

Endnu en beslutning, der blev taget med økonomisk opbakning fra The National Riffle Association.

Og selv debatten om strammere våbenlove for alvor er blevet genstartet efter massakren i Parkland, Florida, så er der lang vej igen.

Millioner af fanatiske amerikanske våbenejere og vælgere elsker nemlig deres våben og friheden til at købe flere.

Og Adam Winkler, der er universitetslærer ved universitetet UCLA og forfatter til bogen 'Gunfight: The Battle Over the Right to Bear Arms in America', forklarer problemet således:

»Politikerne i Washington DC adlyder ikke NRAs mindste ordre, fordi organisationen har mange penge. De adlyder NRA, fordi våbenlobbyen er gode til at bruge deres penge til at manipulere de altafgørende midtvejsvalg, som det, der kommer i november. Hvis politikerne ikke adlyder, kan NRA simpelthen påvirke vælgerne og afsætte politikerne.«

»Det eneste våben imod NRA er flere opkysne og politisk bevidste vælgere,« siger Winkler.