Australien spænder ben for et opråb om risikoen ved klimaforandringerne, mener ledere fra flere stillehavsøer.

Fijis premierminister, Frank Bainimarama, fordømmer den australske premierminister Scott Morrisons opførsel på et netop afsluttet klimatopmøde i østaten Tuvalu.

Det siger han natten til lørdag dansk tid, efter at topmødet mellem Australien og 17 stillehavsøer fredag endte i tårer og højlydte skænderier.

- Premierministeren var meget fornærmende, meget nedladende, siger Bainimarama til The Guardian.

Medlemmerne af organisationen Pacific Islands Forum mødtes for at lave en fælles erklæring om at gribe til global handling i forhold til klimaforandringerne forud for et klimatopmøde i New York i næste måned.

Men Australiens premierminister insisterede på en kraftig nedtoning af ordlyden i erklæringen, lyder det fra stillehavsøernes ledere.

- Der var voldsomme diskussioner og endda råbende og grædende folk, ledere, der fældede tårer, fortæller Tuvalus premierminister, Enele Sopoaga, til det australske medie ABC.

Efter 12 timers intense forhandlinger endte gruppen med en udtalelse, som ifølge Tuvalus premierminister var skuffende.

- Jeg tror, vi kan sige, at vi skulle have gjort mere for vores folk, sagde Sopoaga efter mødet.

I erklæringen gentages en advarsel om, at den globale opvarmning er den største trussel mod stillehavsøernes eksistens.

Men der er ikke nævnt noget om at begrænse CO2-udledningen fra kul eller andre fossile brændstoffer for at begrænse temperaturstigningerne.

- Vi mødtes i et land, som risikerer at forsvinde i havet, men desværre endte vi med status quo i vores udtalelse, skrev Fijis premierminister efterfølgende på Twitter.

Tuvalus premierminister giver Australien skylden for den nedtonede retorik.

- Jeg sagde (til Scott Morrison, red.): Du er optaget af at redde Australiens økonomi. Jeg er optaget af at redde mit folk i Tuvalu, sagde Sopoaga efter topmødet.

Morrison lovede på mødet 500 millioner australske dollar til stillehavsøerne til at håndtere klimaforandringernes konsekvenser. Det svarer til 2,3 milliarder danske kroner.

Men de 17 østaters ledere kræver, at Australien i stedet tøjler landets store kulindustri.

/ritzau/AFP