Polen og Israel er havnet i diplomatisk strid efter udtalelser fra både Israels premier- og udenrigsminister.

Et forestående topmøde mellem Israel og de fire lande i Visegrad-gruppen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, er mandag blevet aflyst.

Årsagen er en ny diplomatisk strid mellem Polen og Israel.

Striden er opstået efter udtalelser om Holocaust fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, og kommentarer fra Israels udenrigsminister.

Søndag meddelte Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, at han ikke havde tænkt sig at deltage i mødet. I stedet skulle den polske udenrigsminister efter planen deltage.

Men nu lyder det altså, at Polen slet ikke kommer til at deltage.

- Vi kommer ikke til at have et fuldt Visegrad-møde, siger Emmanuel Nahshon, talsmand for Israels udenrigsministerium.

Han tilføjer, at premierministrene fra Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn fortsat skal mødes med den israelske premierminister. Men et reelt Visegrad-topmøde bliver der ikke tale om.

Den seneste strid mellem Israel og Polen opstod i første omgang, da Benjamin Netanyahu i avisen Jerusalem Post blev citeret for at sige, at "polakkerne samarbejdede med nazisterne" under Anden Verdenskrig.

Udtalelsen faldt i forbindelse med et topmøde om Mellemøsten i den polske hovedstad, Warszawa, i sidste uge.

Polen har efterfølgende opfattet det, som om Netanyahu mener, at Polen som nation hjalp nazisterne under Holocaust.

Netanyahu siger dog, at han er blevet fejlciteret. Ifølge ham mente han, at nogle enkelte polakker hjalp nazisterne.

Israels nyudnævnte udenrigsminister, Israel Katz, udtalte efterfølgende søndag, at "polakker får antisemitisme ind med modermælken".

Det har hidset polakkerne yderligere op.

- Den israelske udenrigsministers ord er racistiske og uacceptable, siger Polens premierminister, Mateusz Morawiecki.

Også sidste år opstod der stridigheder mellem Israel og Polen.

Det skete, da Polen vedtog en lov, der gjorde det forbudt at beskylde Polen for forbrydelser under Holocaust. Det anså Israel som et forsøg på at fortie diskussioner om drab på jøder foretaget af polakker.

Striden blev senere løst, da Polen blødte reglerne op.

/ritzau/Reuters