Der var ikke mange lyspunkter at finde, da USAs øverste general, Mark Milley, tirsdag talte under en høring i Kongressen.

For ikke nok med, at han tror, at krigen i Ukraine kan ende med at trække ud, så mener han også, at potentialet for 'betydelige internationale konflikter er stigende'. Ikke faldende.

Det skriver The Guardian og CNN.

Det er nu mere end 40 dage siden, at den russiske præsident, Vladimir Putin, sendte sine tropper ind i nabolandet og indledte invasionen.

Her ses et billede af Mark Milley under høringen.
Her ses et billede af Mark Milley under høringen. Foto: Kevin Dietsch
Vis mere

Spørger man Mark Milley, udgør kombinationen af Ruslands offensiv og dets fortsatte krav om, at USA og Nato reducerer antallet af tropper i europæiske lande langs den russiske grænse, et signal om, at konflikten i området – der også strækker sig ud over Ukraine – kan vare ved længe endnu:

»Jeg tror, det er en meget langstrakt konflikt, og jeg tror, den mindst skal måles i år. Jeg ved ikke med årtier, men helt sikkert mindst i år,« siger han.

Og det vil gælde for alle, de involverede. Ikke kun Ukraine, men også for eksempelvis Nato og alle dem, der støtter det krigsramte land.

Derudover mener USAs øverste general, at Ruslands invasion af Ukraine er 'den største trussel mod freden og sikkerheden af Europa og måske hele verden', som han har set i de 42 år, han har tjent i det amerikanske militær.

»Den russiske invasion af Ukraine truer ikke kun med at underminere den europæiske fred og stabilitet, men den globale fred og stabilitet, som mine forældre og en generation af amerikanere kæmpede så hårdt for at forsvare,« siger han ifølge CNN.

Samtidig forklarer han, at han mener, man nu står over for to store magter:

»Vi står nu over for to globale magter: Kina og Rusland, der hver har betydelige militære kapaciteter, og som begge har intentioner om fundamentalt at ændre reglerne baseret på den nuværende verdensorden,« siger Mark Milley og tilføjer:

»Vi går ind i en verden, der bliver mere ustabil, og potentialet for betydelig international konflikt er stigende, ikke faldende.«