Det populære, britiske bilprogram vil tilsyneladende gøre lidt af hvert for at overbevise verden om, at elbiler ikke er fremtiden.

- Elektriske biler er ikke fremtiden, sagde Jeremy Clarkson i tv-programmet Top Gear forrige lørdag, efter han havde kørt elbilen Nissan Leaf flad for strøm.

Nissans nye elbil kunne ikke køre nær så langt, som producenten lovede. Men det var heller ikke meningen. Top Gear havde nemlig på forhånd sørget for, at der ikke var nok strøm på bilen. Det skriver The Times.

Dagen før Jeremy Clarkson og hans medvært James May tog bilen ud på en næsten 100 kilometer lang køretur mod Cleethorpes i Lincolnshire, havde Nissan selv leveret bilen til Top Gear.

Ifølge Nissan var bilen fuldt opladt med godt 160 kilometers strøm på batterierne.

For kort tid i opladeren

Om aftenen kørte holdet bag Top Gear en tur med bilen på godt 56 kilometer. Derefter satte de den til at lade i 55 minutter, som langt fra er nok til at lade batterierne fuldt op.

Nissans elektroniske overvågningssystem, som er installeret i elbilen, sendte data fra bilen til Nissans egne folk og viste, at batteriet ikke blev helt 'optanket'.

Elbilen havde akkurat nok strøm til at køre 48 kilometer, altså ikke nok til de næsten 100 kilometer, som turen var. Derfor løb den tør for strøm i en mindre by, hvor der ikke var nogen offentlig, elektronisk ’tankstation’.

På intet tidspunkt i udsendelsen bliver det nævnt, at bilen var halvtom fra starten. Det er ydmygende, mener Nissan og beklager, at bilen aldrig fik en reel chance.

Kørte i ring for at tømme batteri

Nissans eget overvågningsapparat viser også, at de to værter ikke slog ’økonomi-knappen’ til, som sørger for, at bilen sparer på strømmen ved at accelerere langsommere.

Andy Palmer, der er vicedirektør i Nissan, fortæller til The Times, at firmaet har inkorporeret en sikkerheds-zone, hvor føreren af bilen får besked om, at bilen er ved at løbe tør for strøm.

Ifølge Nissans overvågningssystem måtte de to værter derfor køre den eldrevne bil i ring i den lille by i mere end 16 kilometer, før bilen var kørt helt flad for batteri.

En talskvinde fra TV-stationen BBC, som sender bilprogrammet, siger til The Times:

- Udsendelsen pointe var at vise, hvor dårlige muligheder der er for at oplade en elbil i England. Derfor var det nødvendigt, at bilen løb tør for strøm.

Ikke første gang med fusk

Det er ikke første gang Top Gear udstiller de elektriske biler på falsk grundlag. I 2008 blev Top Gear beskyldt for at lade som om, den amerikansk produceret elbil Tesla Roadster løb tør for strøm.

Tesla har sagsøgt BBC for at give falske oplysninger.