Parlamentarikere reagerer skarpt på truende udtalelser om Theresa May og hendes brexit-strategi.

London. Britiske politikere reagerer stærkt på, at premierminister Theresa May udsættes for trusler fra partifæller, som er uenige i hendes strategi for Storbritanniens kommende farvel til EU.

Ikke navngivne EU-modstandere i Mays konservative regeringsparti fremsatte i weekenden en række voldsomme udtalelser om May i interviews med britiske medier.

"Øjeblikket kommer, hvor kniven varmes op, stikkes ind i forsiden af hendes krop og drejes rundt. Hun vil snart være død", skal et tidligere regeringsmedlem have sagt til avisen The Sunday Times.

Et andet medlem af parlamentet siger, at May er på vej ind i en "drabszone", mens en tredje partifælle udtaler: "Der er attentat i luften".

En tredje er citeret for at sige, at May "bør medbringe sin egen løkke" til et møde senere i denne uge med konservative partifæller.

Efter at alt at dømme hentyder udtalelserne til, at May kan blive tvunget til at afgive magten som partileder og premierminister.

Både Mays allierede og politiske modstandere reagerer stærkt på sprogbrugen. Den folkevalgte konservative politiker Robert Halfon kalder udtalelserne "en skam for det konservative parti".

Yvette Cooper fra oppositionspartiet Labour mener, at sprogbrugen normaliserer vold i den offentlige debat.

De mange anonyme udtalelser kaldes "uacceptable" af den konservative parlamentariske Mark François, som tilhører eu-skeptikerne.

Men han siger til BBC:

- Problemet er, at der er udbredt frustration ned gennem partiets rækker for øjeblikket - både hos tilhængere og modstandere af EU, siger han.

May siger, at 95 procent af en brexitaftale er på plads, men hun gentager sin modstand mod EU's forslag til en løsning på problemerne omkring den irske grænse.

Hun har blandt skabt udbredt vrede ved at tale om muligheden for at få forhandlingerne med EU ud af et dødvande ved en forlænget overgangsperiode, der strækker sig ud over december 2020.

/ritzau/Reuters