Intense forhandlinger om brexit fortsætter, og EU-landene står fortsat sammen, bekræfter EU-minister.

Ministre fra flere EU-lande talte før weekenden om udsigten til et reelt gennembrud i forhandlingerne om skilsmissen mellem Storbritannien og EU.

Det gennembrud lader vente på sig, mens den britiske premierminister, Theresa May, de seneste dage er kommet under stort pres fra partifæller og sit nordirske støtteparti (DUP).

EU's chefforhandler i brexitprocessen, Michel Barnier, havde ingen aftale med til EU-landenes europa- og udenrigsministre mandag morgen.

De "intense forhandlinger" fortsætter, er beskeden fra den franske forhandler.

Det fremgår af en skriftlig besked fra EU's ministerråd, at man fortsat søger en løsning, så et fælles mål om at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland kan sikres.

De 27 EU-lande, der bliver tilbage, når briterne forlader unionen, står sammen, siger EU-minister Gernot Blümel fra Østrig, som aktuelt har formandskabet i EU.

- I disse afsluttende faser af forhandlingerne har ministrene igen vist, at vi er fast besluttede på at stå sammen i EU27. Vi har bekræftet vores støtte til forhandleren, siger Gernot Blümel.

På mødet bekræftede EU-landene hinanden i, at de skal forberede sig på, hvis det ikke lykkes at blive enige med Storbritannien om en aftale. Briterne forlader EU med udgangen af marts næste år.

May leder et regeringsmøde tirsdag. Forventningen har været, at hun vil præsentere et udspil til en aftale.

Men premierministeren oplever stigende pres fra sine konservative partifæller og fra det nordirske støtteparti, som ikke vil acceptere en nødløsning, hvor Nordirland kan ende med at forblive under EU's toldregler.

DUP vil stemme imod en sådan aftale, og det samme vil mange af Mays egne.

/ritzau/