For første gang nogensinde kan den norske rigmand Tom Hagen kalde sig multimilliardær i norske kroner.

Hans formue er nemlig steget til to milliarder norske kroner svarende til 1.34 milliarder danske kroner.

Det skriver TV 2 Norge.

Det er på baggrund af mediet Kapitals årlige liste over Norges 400 rigeste, at TV 2 Norge skriver historien.

Sidste år lå Tom Hagen nummer 165 på listen med en formue på 1,9 milliarder norske kroner.

Trods sin økonomiske stigning, så er Tom Hagen faldet fire pladser på listen og er nu nummer 169 på listen over Norges rigeste personer.

Siden Tom Hagens kone, Anne-Elisabeth Hagen, forsvandt den 31. oktober 2018, har han været meget medierne.

Oprindeligt mente politiet, at det var en økonomisk motiveret bortførelse, dels fordi Hagen fandt et truende brev med beskeden om at betale ni millioner euro i kryptovaluta for at få sin kone tilbage.

Efter halvandet års efterforskning blev Hagen arresteret i april i år og anklaget for at have dræbt eller medvirket til drab på sin kone. Hagen har altid nægtet sig skyldig og mener, at politiet er galt på den. Han mener stadig, at hans kone blev bortført af ukendte gerningsmænd.

Politiet mener, at fru Hagen er død, men hendes lig er endnu ikke blevet fundet.

Efter elleve dages varetægt blev Hagen løsladt, da retten mente, at beviserne som politiet havde, da de arresterede ham, var for svage.

Det er gennem sit ejerskab af Holding 2, at Hagen langsomt, men sikkert har opbygget sin formue.

Han kom ind på listen over Norges 400 rigeste i 1999. På det tidspunkt blev hans formue anslået til omkring 550 millioner norske kroner.

70-årige Tom Hagen har dermed været på listen i mere end 20 år.

Han har baseret sin forretning på at købe, sælge, leje og udvikle ejendomme, men det er de investeringer, han foretog i 'Elkraft' i 90'erne, der har gjort ham virkelig rig. Gennem sit holdingselskab ejer han 70 procent af Elkraft.

Virksomheden køber elektricitet på elbørser og videresælger den på det nordiske erhvervsmarked.