Tolderne i Hong Kong kunne torsdag annoncere deres største fangst nogensinde af smuglere, der bruger speedbåde til at smugle luksusvarer ind i Kina.

De viste fangsten frem, og det bugnede af dyre ure, håndtasker og sko. Der var dele af dyr, kosmetik, vin, whisky og cigarer blandt smuglervarerne. Det skriver France 24.

Værdien af det hele løber op godt 94 millioner kroner. Og det er bare en del af det, der smugles over grænsen.

Hong Kong har for eksempel ingen moms. Det gør landet til et af de billigste steder at købe luksusvarer.

I Kina derimod gør skatter ofte luksusvarerne dobbelt så dyre. Det er et udmærket bevis på, at det – måske – kan betale sig at smugle.

To tilfælde af operationer, som blev optrevlet, indebar smugleri af frossent kød og kæledyr. Noget blev smidt overbord, og nogle dyr druknede, da politiet satte efter smuglerne.

Tolderne havde holdt øje med smuglerne i ugevis, før de slog til, da deres speedbåd blev fyldt op forrige onsdag.

Efterfølgende slog tolderne til mod tre varehuse, hvor de fandt en masse luksusting af den type, som Kinas pengestærke elite holder af.

Tolderne fra Hong Kong fik fat på 66.000 luksussager, 400 truede planter fra Afrika og Amerika, som vurderes som særdeles værdifulde i kinesisk medicin.

Endelig var der 2,3 tons fødevarer bestående af blandt andet hajfinner, søpølser og fuglereder.

Smugleri har altid været et problem på de kanter. Men coronapandemien har gjort det til en ekstra god forretning, for Hong Kong har været næsten skåret helt væk fra det kinesiske hovedland.

Det har været umuligt for kineserne at rejse til Hong Kong for at købe ind.