To passagerer blev dræbt, da et persontog lørdag kørte af sporet i den sydlige del af de franske alper, skriver AFP.

Ifølge oplysninger fra de lokale transportmyndigheder ramte toget, der bestod af to vogne, en klippeblok på skinnerne og blev derefter afsporet.

Ud over de to dræbte passagerer, hvoraf en er en russisk kvinde, blev op mod 20 andre kvæstet, heraf én alvorligt skriver nyhedsbureauet.

Toget var på vej fra kystbyen Nice til byen Digne-les-Bains, da det ved 10-tiden ramte klippeblokken mellem byerne Saint-Benoit and Annot.

Ulykken fandt sted i et snedækket og vanskeligt tilgængeligt terræn, hvor redningsberedskab fra hele regionen blev tilkaldt for at assistere. Op mod 110 redningsfolk kæmpede i timerne efter med at få transporteret de kvæstede og døde frem til de 32 køretøjer, der var dirigeret frem til ulykkesstedet.

To helikoptere deltog også i redningsarbejdet.

Der var på ulykkestidspunktet ifølge AFP 34 passagerer om bord på toget.