Blot tre dage inde i ferien forvandlede drømmerejsen sig til et mareridt for den britiske turist Leanne Maguire.

En voldsom omgang madforgiftning - som hun selv hævder, hun fik fra den store madbuffet på det resort, hun boede på i Mexico - fik hende indlagt i koma og var nær ved at koste hende livet.

Det skriver det britiske medie The Mirror.

»Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg kunne være lige ved at dø af en omgang madforgiftning. Det var der, det gik op for mig, hvor slemt det kan være,« siger 37-årige Leanna Maguire, der er mor til en søn og arbejder som bogholder, til mediet.

Det hele begyndte i august 2013, da hun tog afsted på en ferie til Temptation Cancun Resort i Mexico.

Tre dage inde i ferien begyndte hun at få ondt og kaste op. Resten af ferien lå hun og havde det dårligt, og da hun kom hjem til England, blev hun indlagt på Warrington Hospital i fem dage for at blive testet og undersøgt.

Lægerne fandt ud af, hun havde fået en mave-tarminfektion forårsaget af madforgiftning, og derefter blev hun - ifølge egen forklaring - sendt hjem igen med nogle smertestillende piller.

Kort efter blev hun dog nødt til at blive indlagt igen, da hendes urin nærmest var blevet sort, og selv det at drikke vand fik hende til at kaste op.

I tre uger lå hun indlagt, før hun igen blev sendt hjem i fem dage, før en tredje indlæggelse var nødvendig. Denne gang blev hun indlagt på den intensive afdeling, og hun blev indlagt i medicinsk koma i en uge, mens hendes familie ifølge The Mirror fik at vide, at det ikke var sikkert, hun ville overleve.

Da hun vågnede, havde lægerne fundet ud af, at virussen havde givet hende blodforgiftning, lungebetændelse, E. coli-tarminfektion og lever- nyre- og lungesvigt.

Mere end to måneder lå hun indlagt, mens hun tabte sig drastisk og mistede en stor del af sit hår på grund af fejlernæring, før hun til sidst blev meldt rask.

Hun rettede derefter kontakt til en advokat, som hjalp hende med at lægge sag an mod rejsebureauet Thomas Cook.

Først efter fem år blev sagen afgjort - uden for retssalen. De havde søgt om godt 1,6 millioner i erstatning i erstatning, idet de i hævdede, at det var hotellets mad, der havde forårsaget hendes sygdom.

Da de nåede til enighed uden for retssalen, lød erstatningen på godt 150.000 kroner.

»Jeg var lettet, da de endelig erkendte deres ansvar, efter de havde sendt mig gennem fem år i helvede,« siger Leanne Maguire til The Mirror.

Til det britiske medie lyder det i en udtalelse fra Thomas Cook, at man beklager, at Leanne Maguire blev så syg på resortet.