En mand og en kvinde tog deres hund med, da de åbnede en nødudgang på flyet og gled ned ad slisken, mens flyet var på vej ud til starten i lufthavnen LaGuardia i New York, USA, mandag morgen.

Til de øvrige passagerers store forbavselse åbnede parret nødudgangen og aktiverede evakueringsslisken, da flyet fra selskabet Delta var på vej til at lette klokken 10.55 om formiddagen.

Det oplyser en talsmand for politiet og en mand fra luftfartsselskabet, skriver New York Post.

Den 31-årige Antonio Murdock fortalte lufthavnens politi, at hans posttraumatiske stressforstyrrelse (PTSD) blev udløst om bord på flyet.

En rejsende med ansigtsmaske på vej i en amerikansk lufthavn.
En rejsende med ansigtsmaske på vej i en amerikansk lufthavn. Foto: MICHAEL REYNOLDS
Vis mere

Både han og hans kvindelige medrejsende, den 23-årige Brianna Greco, blev anholdt efter hændelsen.

En anden passager på flyet, Brian Plummer, fortalte til avisen New York Times, at han bemærkede parret og deres hund skifte siddeplads adskillige gange, mens flyet var på vej ud til startbanen.

Pludselig rejste manden sig fra sit sæde og fortalte en stewardesse, at han ikke kunne sidde ned på grund af sin PTSD.

»Hvis jeg sidder ned, så bliver jeg skør,« sagde manden ifølge Brian Plummer.

Fly fra Delta parkeret i lufthavnen i Salt Lake City, Utah.
Fly fra Delta parkeret i lufthavnen i Salt Lake City, Utah. Foto: DANIEL SLIM
Vis mere

Antonio Murdock og Brianna Greco blev begge sigtet efter hændelsen, selv om ingen kom til skade.

Flyet måtte vende om og returnere til gaten. De øvrige passagerer fik plads på andre fly, oplyser en talsmand for Delta.

»Teknikere gennemgik derefter flyet, som fik lov til at starte igen samme aften,« tilføjede han i en udtalelse.