Tusindvis af vilde laks er blevet offer for den tørke, der lige nu udspiller sig i den canadiske provins British Columbia.

Det viser et videoklip, der blandt andet er blevet delt på Twitter.

Årsagen til de mange døde fisk er, at der i mere end en måned kun har været en enkelt eftermiddag med regn. Der har resulteret i, at flodens vandstand er tørret ind.

»Det er bare ødelæggende at se det her ske. Denne tørke er kystdækkende lige nu,« fortæller William Housty, bevaringschef i Heiltsuk Nation, til The Guardian og fortsætter:

»Vi ser dødelighed før gydning på årsbasis. Men aldrig i denne grad.«

Vilde laks venter typisk på regn som deres signal til at rejse op ad åer og floder – det er nemlig en indikator for, at vandstanden vil stige og give lettere passage til de naturlige vandløb.

Ifølge William Housty var det en enkelt eftermiddag med regn ti dage tilbage, der – kombineret med højvande – gav laksene et falsk signal. For der kom ikke mere regn, og åen tørrede ud og efterlod fiskene strandet.

»De har ikke haft tid nok til at tilpasse sig virkeligheden i denne tørke,« forklarer han.

En biolog har vurderet, at der var 65.000 døde laks i åen.