H&M Group kommer ud af første halvår med et overskud før skat på 7,7 milliarder svenske kroner.

Svenske H & M Group - der blandt andet driver Hennes & Mauritz-butikker verden over - overraskede positivt ved offentliggørelsen af regnskabet for første halvår af det forskudste regnskabsår 2016/2017.

Koncernen hævede sit overskud før skat til 7,7 milliarder svenske kroner, svarende til en fremgang på 10 procent.

Også omsætningen fulgte samme positive tendens med en fremgang på 10 procent til 59,5 milliarder svenske kroner.

Tilsyneladende var de danske butikker med til at sikre det gode resultat.

- Salget var godt i Storbritannien, Skandinavien og Østeuropa samt på flere af vores vækstmarkeder.

- Det var imidlertid mere udfordrende på flere af vores store markeder som USA, Kina, Holland og Schweiz, siger administrerende direktør Karl-Johan Persson i en kommentarer til regnskabet.

H & M's store udfordring de kommende år bliver at etablere sig, når det gælder salg af tøj på nettet, hvor konkurrenter som Zalando og Asos sidder på store lunser af markedet.

Selskabet konstaterer i regnskabet, at onlinesalget i nogle lande nu udgør mellem 25 og 30 procent af salget, og at indtjeningsgraden her svarer til den i de fysiske butikker.

H&M-aktien er faldet med 19 procent siden nytår og blev onsdag handlet i et niveau omkring 205 svenske kroner.

/ritzau/