Skulder ved skulder går redningsmandskab og gennemsøger flodbunden med kæppe. 

På andet døgn fortsætter kampen om at finde den lille dreng, der søndag forsvandt i floden River Soar i Leicester.

Alt håb om at finde det toårige barn i live er slukket, men den storstilede eftersøgning efter ham fortsætter. 

Det skriver flere britiske medier. Blandt dem Sky News.

Søndag besøgte drengen og hans familie naturreservatet Aylestone Meadows i nærheden af Leicester i det centrale England.

Pludselig faldt drengen i vandet og forsvandt i det grumsede vand.

Hans far hoppede resolut efter for at redde ham, men desværre uden held.

Den lille barnekrop var forsvundet med strømmen. 

Tirsdag fortæller Leicestershire Police, at det er lykkedes at skaffe overvågningsvideo af det fatale øjeblik, hvor den lille dreng forsvinder i vandet. 

Og det får nu det lokale politi til at slå fast, at der er tale om et uheld. 

Hvor tragisk det end måtte være. 

»Vi har nu fundet frem til overvågningsbilleder, som vi mener, viser det øjeblik, hvor den lille dreng forsvandt i vandet, og vi har været i stand til at etablere nogle yderligere oplysninger fra hundeluftere og andre lokale,« fortalte efterforskningsleder Michaela Kerr på et pressemøde tirsdag. 

Takket være overvågningen har politiet nu et klart billede af omstændighederne omkring drengens forsvinden og præcis det område, hvor han faldt i. 

Der er indsat dykkere, helikopter og folk til fods i både vandet og langs bredden til at søge efter drengen. 

»Vi er nødt til at finde den lille dreng og bringe ham hjem til hans familie,« sluttede Michaela Kerr.