Specialuddannede dykkere. Redningsfolk i gummibåde. Og en minutiøs eftersøgning på land. 

Det er situationen langs floden River Soar i den engelske Leicestershire lige nu. 

Søndag skete der nemlig det, der bare ikke må ske, da en britisk familie gik tur langs flodbredden: 

I et ubevogtet øjeblik faldt familiens toårig dreng i vandet og forsvandt under vandoverfladen.

Det skriver flere britiske medier. Blandt dem Sky News

Selvom drengens far straks hoppede i vandet for at redde sin søn, forsvandt det lille barn hurtigt i strømmen i det grumsede vand. 

Kort efter rykkede et større antal redningsfolk ud for at lede efter drengen.

Indtil videre desværre uden held. 

Eftersøgningen bliver besværliggjort af, at det har regnet heftigt i området den seneste tid, og derfor er vandstanden steget betragteligt. 

»Det er en forfærdelig tid for familien, og Leicestershire Police gør, hvad vi kan for at finde barnet og støtte familien i denne utrolig svære tid,« siger efterforskningsleder Michaela Kerr på et pressemøde mandag. 

Samtidig kom hun med en kraftig henstilling til folk i området om at undlade at starte deres egne eftersøgninger.