Tre danskere er torsdag aften fundet døde i en svensk nationalpark. Det drejer sig ifølge den norske lokalavis rorosnytt.no om to voksne mænd og en dreng på seks år, der er druknet under en kanotur.

Ulykken skete på søen Rogen i nationalparken Fermundsmarka, der ligger tæt ved den norsk-svenske grænse.

Tre danskere blev torsdag aften fundet døde i søen Rogen i nationalparken Femundsmarka
Tre danskere blev torsdag aften fundet døde i søen Rogen i nationalparken Femundsmarka Foto: Google Maps
Vis mere

Svensk politi har dagen igennem søgt efter netop de tre danskere. Eftersøgningen har været ledet af svensk politi og den svenske redningstjeneste i Østersund, men har været koordineret med norske myndigheder, som har haft en Sea King-helikopter på vingerne.

Operationsleder Berit Sjømæling Hovin oplyser torsdag aften til det norske medie NeaRadio, at der er tale om tre danske statsborgere, og redningslederen Jan Lillebøe, fra Hovedredningscentralen i Norge fortæller til den norske avis VG, at danskerne blev fundet døde i vandet.

»De tre havde været på kanotur, og alle tre havde redningsvest på,« siger Jan Lillebøe til VG.

Ifølge VG fortæller redningslederen, at der ikke er nogen tegn på en kriminel handling, men der imod en ulykke.

De tre danskere var på ferie og blev ifølge VGs oplysninger meldt savnet af deres familie onsdag.

Ved du noget om sagen, så skriv gerne til BT på 1929@bt.dk