En mand og en kvinde i 20’erne er fundet døde på den sydlige del af Island tæt ved et gammelt nedstyrtet militærfly, der agerer attraktion i området.

Selvom politiet endnu ikke kender dødsårsagen til de to turister af kinesisk oprindelse, er der intet, der tyder på, at de er blevet slået ihjel.

Til gengæld var der tegn på hypotermi ved begge lig, hvilket indikerer, at de to kan være døde af kulde. Det skriver BBC.

Mediet melder også, at de to turister blev fundet hver for sig, og at politiet i første omgang fik meldinger på, at der var blevet fundet en livløs kvinde ved en sti, der ledte over til attraktionen.

Politiet rykkede ud til fundet af den livløse kvinde, og to timer senere fandt de liget af en mand, som ikke lå langt derfra.

Efterfølgende fandt politiet en efterladt bil, som man mener tilhørte de to turister.

Turistattraktionen, hvor de to turister blev fundet livløse, kaldes Sólheimasandur-vraget og er et amerikansk militærfly, der styrtede ned i 1973 som konsekvens af, at det løb tør for brændstof.

Jóhannes Thór Skúlason, der er leder af Icelandic Tourism Association, har fortalt, at man advarer turister mod dårligt vejr i området, og at disse advarsler findes ved diverse udlejningssteder og hoteller.