Stort studie bekræfter vigtigheden af det andet vaccinestik i forhold til at beskytte mod Delta-variant.

To doser af Pfizer eller AstraZenecas coronavaccine giver næsten lige så god beskyttelse mod Delta-varianten som mod den hidtil dominerende Alpha-variant.

Det viser et studie offentliggjort onsdag aften.

I studiet er der set på data fra mere end 19.000 teenagere og voksne i Storbritannien.

Det er blandt de første større studier, der både er fagfællebedømt og på baggrund af omfattende data underbygger, at to vaccinedoser er nødvendige for en effektiv beskyttelse mod Delta-varianten.

Af studiet fremgår det også, at kun et stik med de to vacciner ikke er nok til en høj beskyttelse.

Blandt resultaterne er, at to doser af Pfizer-vaccinen har en effektivitet på 88 procent i forhold til at forebygge sygdom med symptomer fra Delta-varianten. Med Alpha-varianten er effektiviteten 93,7 procent.

To doser af AstraZeneca-vaccinen er 67 procent effektiv mod Delta-varianten.

Studiet er offentliggjort i New England Journal of Medicine af de engelske sundhedsmyndigheder.

Det bekræfter i store træk mange af de resultater, som en ikke-fagfællebedømt, foreløbig udgave af studiet fandt i maj.

- Det står klart, hvor vigtig den anden dosis er for at sikre den stærkest mulige beskyttelse mod covid-19 og dens varianter, sagde den nu tidligere britiske sundhedsminister Matt Hancock dengang.

Et enkelt Pfizer-stik er 36 procent effektivt mod sygdom med symptomer. AstraZeneca-vaccinen er omkring 30 procent effektiv efter en dosis.

- Vores resultater om reduceret effektivitet efter en dosis understøtter indsatsen for at øge vaccinetilslutningen til to doser blandt sårbare grupper i lyset af Delta-variantens udbredelse, skriver forskerne bag studiet.

I Danmark var 90,2 procent af de positive coronaprøver, der blev analyseret i sidste uge, med den mere smitsomme Delta-variant.

89,2 procent af de færdigvaccinerede i Danmark har fået Pfizer-vaccinen.

/ritzau/Reuters