Demokraterne på vej mod sejr i Georgia og dermed et afgørende flertal i Kongressen. Men Præsident Donald Trump nægter forsat at give sig, og to farlige og uforudsigelige uger venter, før Joe Biden overtager magten som USAs næste præsident.

Sjældent – hvis nogensinde før har – demokratiets modpoler været trukket så skarpt op som i USA lige nu. Donald Trumps talrige forsøg på at omgå den demokratiske proces virker mere og mere desperate, og af samme grund også stadigt farligere.

14 farlige dage

Der er kun 14 dage til, at Joe Biden overtager præsidentembedet, og fuldstændigt uhørt har den slagne præsident stadig ikke anerkendt sit nederlag. Han fortsætter sin febrilske kamp for at fastholde magten med grundløse beskyldninger om valgsnyd. Det ville være komisk, hvis ikke udkommet bliver så afgørende for den verden, vi lever i.

På CNN spurgte korrespondent Bryan Stelter den amerikanske historiker Timothy Snyder, om man kunne gå så langt som at kalde Donald Trumps handlinger for et kupforsøg.

»Jeg har kaldt det et kupforsøg gennem et stykke tid. Trumps insisterer på, at hvis han taber, så er det snyd – det er præcis den retorik, kupmagere anvender,« svarede Timothy Snyder.

Donald Trump sagde fra talerstolen ved et valgmøde i Georgia dagen før de to omvalg, der ville afgøre magtbalancen i senatet og dermed også, hvilken gennemslagskraft Joe Biden får som præsident, at han vil »kæmpe som ind i helvede«.

Det er et skræmmende billede at bruge af en afgående præsident få dage før overdragelsen af det, der kaldes verdens vigtigste politiske embede.

Biden på vej mod »det umulige«

Det ser i skrivende stund ud til, at demokraterne har gjort det »umulige«, og at de virkelig får de to ekstra mandater, der skal til for at tippe magtbalancen i Washington. Det vil være et afgørende boost for Joe Bidens muligheder for at får sine politiske mærkesager gennemført.

Det gælder hans planer om en enorm økonomisk satsning på at skabe en driftig, klimavenlig økonomi; en tilbagevenden til USA’s rolle som tovholder på den internationale politiske scene med fokus på NATO og FN; en accept af, at immigration til USA er et økonomisk gode med stop af Trumps meget omtalte mur mod Mexico, samt sundhedsforsikring og højere skatter for de rigeste.

Under alle omstændigheder ser Raphael Warnock, baptistpræsten fra Atlanta, ud til at blive den kun 11. sorte senator i USA's historie – kun den ellevte! Det råber til himlen om den politiske afmagt, de mere end 40 millioner afroamerikanerne – 13 pct. af befolkningen – har levet i igennem generationer.

Det er denne store befolkningsgruppes nyfundne tro på, at det betaler sig at deltage i demokratiet, der i sidste ende har sikret Joe Biden sejren på landsplan og sandsynligvis også i Georgia. Et flertal i Kongressen vil give Biden reel mulighed for at skabe ægte forandring i USA.

Trump vil prøve alt

Det tegner til det, man i Hollywood kalder en happy ending, men før vi når så langt, venter en absurd og skræmmende proces, hvor nogen må forklare Donald Trump, at han i sit lands og i demokratiets tjeneste må overgive sig til virkeligheden og påbegynde flytteplanerne fra Det Hvide Hus.

Der er dog intet, der tyder på, at det bærer den vej endnu. Senest lovede Trump vælgerne i Georgia, at vicepræsident Mike Pence onsdag ville kunne bruge sin magtposition til at annullere valget. Mike Pence har siden ladet forstå, at han ikke har beføjelse til noget sådant, men udtalelsen bidrager til det billede af en desperat og farlig mand, der er så forbitret over at have tabt, at han som et lille barn vil sætte alt andet over styr i vrede.

Og han har stadig stor opbakning i eget parti og blandt sine vælgere, der jo tæller næsten halvdelen af USAs befolkning. En rundspørge foretaget USA Today viser, at 83 procent af Fox News' seere forsat mener, at Joe Bidens valgsejr er snyd. En altafgørende opgave for Biden bliver at forsøge at række ud til den splittede nation, og det bliver ikke nemt – selv med et beskedent flertal i kongressen.

Forrude venter to skæbnesvangre uger. Donald Trump er fungerende præsident indtil 20. januar. Han har stadig nøglerne til USAs atomvåben, har stadig mulighed for at igangsætte krige, eksempelvis i Mellemøsten, og det er svært at forestille sig, at han med ét bliver en normal og afbalanceret præsident.

En af mine gode venner sammenligner tit Donald Trump med Bamse fra Bamses Billedbog. Og der er et pudsigt sammenfald mellem Bamses koleriske egoisme og USAs siddende præsidents opførsel. Men Bamse er jo grundlæggende kærlig og velmenende – det er et godt spørgsmål, i hvor høj grad den beskrivelse passer på Donald Trump?