To dræbt og en anholdt efter skyderi i den tyske by Halle, som gerningsmand livestreamede på nettet.

To personer er dræbt og to er såret efter et skudangreb i den østtyske by Halle. Tysklands indenrigsminister kalder angrebet antisemitisk.

En person er anholdt, oplyser politiet, der mener, at han var alene om angrebet.

Kilder fortæller til det tyske nyhedsbureau dpa, at gerningsmanden er en 27-årig tysk mand med rødder i det ekstreme højrefløjsmiljø i Tyskland.

Han var ifølge dpa iført en stålhjelm, hvor han havde påsat et kamera.

Manden filmede sit angreb og livestreamede det på hjemmesiden Twitch. Det fortæller den amerikanske virksomhed Amazon, der ejer siden.

En kvinde blev dræbt uden for en synagoge i Halle, og en mand blev dræbt tæt på en kebab-butik i byen, skriver Reuters.

En leder af det jødiske samfund fortæller til nyhedsbureauet AFP, at synagogen i Halle var mål for angrebet, men at sikkerhedsvagter forhindrede gerningsmanden i at komme ind.

Der var 70-80 mennesker i synagogen i forbindelse med den jødiske forsoningsdag Yom Kippur, fortæller den jødiske leder.

Ud over skud blev der ifølge avisen Bild kastet en håndgranat ind på en jødisk gravplads.

Der blev også lagt hjemmelavede sprængstoffer foran synagogen i byen, fortæller kilder til nyhedsbureauet dpa.

Efter skyderiet kaldte Tysklands indenrigsminister, Horst Seehofer, angrebet i den østtyske by for et antisemitisk angreb.

Landets udenrigsminister, Heiko Maas, har opfordret til kamp mod antisemitisme i Tyskland.

FN's generalsekretær, António Guterres, udtaler gennem sin talsmand, at han tager kraftigt afstand fra det, han kalder "endnu et tragisk eksempel på antisemitisme".

Politiet opfordrede efter angrebet byens borgere til at holde sig inden døre. Den advarsel ophævede politiet onsdag aften.

Onsdag eftermiddag var der også skud i byen Landsberg, der ligger 15 kilometer fra Halle, skriver dpa. Politiet kan dog ikke bekræfte, om det har sammenhæng med angrebet i Halle.

/ritzau/Reuters