To personer er døde, efter at en helikopter onsdag er styrtet ned ud for kysten ved den græske ferieø Samos.

De to var om bord i helikopteren, som var i gang med en indsats for at slukke en større skovbrand på øen, rapporterer Associated Press.

Den ene var rumænsk statsborger og den anden græker, mens to øvrige ombordværende, begge fra Moldova, overlevede styrtet, oplyser en talskvinde fra den græske kystvagt.

Helikopteren var en Mi-8, som var leaset i Ukraine, og den lettede fra Samos klokken 16.39 lokal tid og styrtede ned klokken 17.55.

Foto: STRINGER
Vis mere

Samtlige 27 brandfolk på Samos deltog i kampen mod skovbranden, og de fik hjælp fra fire fly samt en helikopter til at forsøge at slukke branden.

Arbejdet har været vanskeliggjort af kraftig vind.

I alt deltog ni fartøjer, heraf fem fra kystvagten, i redningsoperationen efter helikopterstyrtet.