Tre savnes stadig efter en hyttebrand på en ø nord for Lofoten. En kom levende ud, mens to er fundet døde.

Norske redningsarbejdere har fundet to personer omkommet efter en hyttebrand i Andøy på den norske øgruppe Vesterålen nord for Lofoten.

Politiet siger, at de omkomne blev fundet natten til søndag. De er ikke identificeret.

»Kriminalteknikere fra Nordland politidistrikt og Kripos begyndte i går eftermiddag arbejdet med at gennemgå brandtomten. Dette fortsatte frem til klokken 2 i nat,« siger den regionale politichef i Lofoten og Vesterålen, Per Erik Hagen.

»I løbet af disse timer blev der fundet to personer, som var omkommet,« tilføjer han.

De to personer er ikke identificeret. De vil blive sendt til Universitetssygehuset i Tromsø for obduktion og identifikation, siger han.

Eftersøgningsarbejdet blev genoptaget midt på dagen søndag.

En person reddede sig ud af den brændende hytte.

Fire af de fem savnede er børn under 16 år.

»Det er en meget tragisk hændelse. Vi frygter, at de fem ikke nåede ud af hytten, og at de alle er omkommet i branden,« sagde Per Erik Hagen tidligere til mediet NRK.

Der var seks personer i hytten ved Risøyhamn i Andøy kommune, som brændte natten til lørdag. Det lykkedes en mand at redde sig ud. Han er kvæstet.

Politiet fik melding om branden tidligt lørdag – klokken 4.30.

»Hytten er brændt helt ned,« oplyste Nordland politidistrikt lørdag morgen.

Redningsmandskab måtte lørdag vente mange timer med at gå ind i hytten, da brandtomten var for varm til, at man kunne arbejde.

Alle seks personer i hytten var fra Vågan kommune, der ligger i Lofoten.

/ritzau/NTB