En person er anholdt efter fundet af to dræbte personer nord for Stockholm natten til torsdag.

To personer er fundet skudt og dræbt nord for Stockholm. De blev fundet i Bro mellem Stockholm og Enköping natten til torsdag, rapporterer flere svenske medier.

Politiet blev kaldt ud til stedet efter meldinger om skud.

Den ene person var stadig i live, da politiet ankom, men døde på gerningsstedet kort tid efter.

- Vi ydede førstehjælp, men desværre var det ikke muligt at redde personens liv, siger Kjell Lindgren, talsmand for politiet, til mediet SVT.

Ved nærmere undersøgelser af gerningsstedet blev en anden person fundet død et par hundrede meter fra den første. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

En mand er anholdt i sagen.

- Han kom hen til stedet og opførte sig på en måde, så vi fandt anledning til at antage, at han havde med skyderiet at gøre, siger Kjell Lindgren til Aftonbladet.

Politiet oplyser til SVT, at den anholdte er mistænkt for medvirken til de to drab.

Vidner fortæller til samme avis, at der blev hørt mellem 10 og 15 skud i området nær en skole kort efter midnat til torsdag.

- Der lød sikkert 10-15 skud i alt. Først hørte jeg 2 og nogle minutter senere 10 mere, siger et vidne.

Politiet har indledt en drabsefterforskning.

- Vi har mange folk på gerningsstedet i øjeblikket. Vi arbejder på at identificere de døde personer, siger polititalsmand Kjell Lindgren til SVT.

Politiet efterlyser henvendelser fra offentligheden om eksempelvis personer eller køretøjer, der kan sættes i forbindelse med skyderiet.

- Alle iagttagelser fra området er interessante, siger Kjell Lindgren til Aftonbladet.

/ritzau/