Flere end to millioner amerikanere kan fra 1. januar 2014 få behandling via den nye sundhedsforsikring.

USA: Når nytåret bliver skålet ind rundt omkring i de amerikanske hjem, kan et par millioner amerikanere samtidig glæde sig over, at de er markant bedre stillet, hvis de skulle blive syge.

Cirka 2,1 millioner amerikanere har valgt at støtte op om Barack Obamas prestigeprojekt, sundhedsreformen kaldet Obamacare, ved at tilmelde sig den. Det skriver CNN.

»Vi ønsker alle et godt og sundt nytår, og disse ord har en helt ny mening, når det gælder 2014,« siger sundhedsminister Kathleen Sebelius.

Det har været muligt at melde sig til - og indbetale til - forsikringen siden oktober frem til sidste uge. Problemer med hjemmesiden betød, at fristen blev udsat med et døgn.

Når den nye reform træder i kraft vil det være et krav til alle amerikanere, at de skal have en sundhedsforsikring. Ellers bliver de straffet med en bøde, som bliver trukket over skatten.

Det vurderes, at omkring 47 af de cirka 310 millioner amerikanere ikke har en sundhedsforsikring, og derfor selv må betale regningen, hvis de skal på sygehuset.