To helikoptere kolliderede under en militærøvelse i Arizona i USA, og syv marinesoldater omkom.

Syv amerikanske ombordværende marinesoldater blev dræbt, da to helikoptere kolliderede under en militærøvelse i Arizona i det sydvestlige USA, skriver flere medier.

Ulykken skete onsdag aften lokal tid. Årsagen til ulykken, der tilsyneladende skete under en rutinemæssig øvelse, er endnu ikke oplyst, og ifølge en militær talsperson vil det tage måneder, før omstændighederne er helt klarlagt.

Den ene af de to forulykkede helikoptere var af typen AH-1, en såkaldt Super Cobra, som er en af de mest anvendte helikoptertyper i det amerikanske marinekorps. Den anden helikopter var af typen UH-1Y, kaldet Huey.

Soldaterne kom fra den kæmpestore flybase Yuma i Arizona, hvor omkring 4.000 marinesoldater har base. Militærøvelsen blev holdt i et meget øde område i Arizona, fordi det ifølge en militær talsperson minder om forholdene i Afganistan.

BNB