En frygtelig dødsulykke har ramt Netflix-serien 'The Chosen One'.

To skuespillere er omkommet i forbindelsen med en bilulykke i Mexico. Det skriver Deadline.com.

På vej til en lufthavn fra Santa Rosalia, hvor filmoptagelserne finder sted, skulle en minibus været forulykket på en vej i ørkenen. Køretøjet skulle være væltet omkuld, hvorved Raymundo Garduño Cruz og Juan Francisco González Aguilar mistede livet.

Yderligere seks personer kom til skade i ulykken, der fandt sted torsdag nær byen Mulege på Baja California Sur-halvøen, er det kommet frem – det skulle dreje sig om to andre skuespillere og fire personer fra produktionen.

De lokale myndigheder har bekræftet omstændighederne, ifølge Deadline.com.

Indspilningerne af 'The Chosen One' skulle være blevet suspenderet, mens Netflix endnu ikke har kommenteret på den tragiske sag.

Det har heller ikke produktionsselskabet Redrum.

Serien handler om en 12-årig dreng, der finder ud af, at han er Jesus, og at han skal redde menneskeheden.