En kamelejer og en kvinde er blevet pågrebet af egyptisk politi, sigtet for at have hjulpet to danskere med at bestige Kheopspyramiden. Parret smed tøjet, da de nåede toppen af pyramiden.

Den pågrebne kvinde har under en afhøring fortalt, at hun satte det danske par i kontakt med kamelejeren, der på ulovlig vis fragtede dem til Keopspyramiden, der er en del af pyramidekomplekset i Giza, tæt på Egyptens hovedstad, Kairo.

Kamelejeren fik 4.000 egyptiske pund, knap 1.500 kroner, for transporten.

Det er forbudt at bestige pyramiderne i Egypten, og både kvinden og kamelejeren erkender, at de har udført en ulovlig handling ved at hjælpe danskerne med det, oplyser det egyptiske indenrigsministerium.

I en video på YouTube har den danske mand, 23-årige Andreas Hvid, der besteg pyramiden sammen med en kvinde, filmet klatringen på vej op. Videoen er set mere end 4,5 millioner gange og er nu fjernet.

Kvinden tager sin top af, da de er nået til tops, og de har også taget et billede, hvor de begge ligger nøgne oven på hinanden og har sex med blikkene rettet mod toppen af pyramiden. Billederne har vakt fuore i Egypten, hvor Ayman Ashmawy, leder af Egyptens antikvitetsprogram, sammenligner videoen med ’en krig mod Egypten’.

'En 7.000 år gammel civilisation er blevet omdannet til et sengelagen,' som en egypter formulerede det på Twitter. Det er uvist, hvilken straf, de to danskere nu risikerer.

»Jeg vil holde mig ude af Egypten fremover, da jeg sandsynligvis risikerer at blive dømt, hvis jeg tager tilbage,« har Andreas Hvid sagt til Ekstra Bladet.