En britisk mand har fået over 20 års fængsel for voldtægt og forsøg på voldtægt af tre mindreårige børn.

Det var utroligt nok en to år gammel pige, der førte politiet på sporet af britiske Michael Fletcher. Det skriver Liverpool Echo.

Det var i marts 2015, at den lille pige klagede over smerter til sin mor. Det viste sig at stamme fra voldtægtsforsøget. I første omgang nægtede Michael Fletcher sig skyldig i overgrebet på den lille pige.

»Som om jeg kunne finde på at gøre det,« lød forklaringen fra den nu dømte mand.

Men da en anden lille pige og dreng stod frem og fortalte, at han havde voldtaget dem, erklærede han sig skyldig i retten. De første overgreb fandt sted i 00'erne, men der er dog ingen informationer om, hvordan han kom i kontakt med de små børn.

Dybt traumatiseret over voldtægtsforsøg
Den lille pige har været dybt påvirket af episoden og Liverpool Echo skriver, at pigens personlighed har ændret sig markant. Hun stoler eksempelvis ikke på mænd og er tilbagetrukken.

I retten blev Michael Fletcher beskrevet som en person, der har indlæringsvanskeligheder. Han er ikke tidligere straffet. Forsvarsadvokat David Morton kom med en noget overraskende udmelding om sin klients forbrydelser.

»Han kæmper med at artikulerer sine tanker og følelser. Han vidste, at det var forkert, men var ikke i stand til at udtrykke sig selv, hvorfor han tillod sin opførsel til at blive kriminel,« lyder det.

Udover de 22 års fængsel kommer Michael Fletcher også til at være registreret i det britiske seksualforbryder-kartotek resten af sit liv.