Siden artiklen blev publiceret har tjeneren erkendt at have løjet om sedlen. Han er nu gået til bekendelse. Det kan du læse her.

En hadefuld besked til en tjener i Texas vækker vrede i USA, og har på ny blusset op for racismedebatten.

Khalil Cavil lagde søndag et billede af en regning på sin Facebook-profil, og på regningen havde gæsterne skrevet 'Vi giver ikke drikkepenge til terrorister'. Hans navn var blevet cirklet, angiveligt fordi, de opfattede det som et muslimsk navn, og derfor ikke ønskede at opfylde den uskrevne regel i USA at man giver 15 procent af regningens pålydende i drikkepenge til bordets tjener.

»I det øjeblik vidste jeg ikke, hvad jeg skulle tænke eller sige, jeg fik kvalme. Jeg deler det her, fordi jeg vil have folk til at forstå, at det er racisme, og at dette had stadig findes«, skriver Khalil Cavill, der arbejder på bøfhuset Saltgrass Steak House i Odessa, på Facebook.

Opslaget er blevet delt over 14.000 gange, og er blevet opdaget af USA's største medier. Som følge af polemikken er de racistiske gæster nu blevet bandlyst fra restauranten.

»Vi beskytter og støtter vores medarbejder. Racisme af enhver art er uacceptabelt«, siger vicedirektøren i Saltgrass Steak House, Terry Turney, til USA Today.

Khalil Cavil har i dagene efter episoden fået tusindvis af opmuntrende beskeder på Facebook, og mange har endda doneret penge til ham som plaster på såret. Men han vil ikke beholde pengene selv.

Cavil er - ironisk nok - en dedikeret kristen, og vil donere pengene til sin lokale kirke.

»Det vil hjælpe andre med at sprede budskabet om Jesus Kristus til andre steder i verden. Lad fjenden bøde ved at hjælpe andre med at etablere Guds rige her på jord«, skriver han på Facebook.

Khalil har ikke rødder i mellemøsten, men har fået sit arabiske navn efter farens ven, som døde i en tragisk ulykke. Khalil betyder 'ven' på arabisk.