Politi havde sigtet regeringschef Andrej Babis for at have svindlet sig til EU-midler, men opgiver sagen.

Den tjekkiske statsanklagemyndighed har indstillet en efterforskning af landets premierminister, Andrej Babis, i en sag om formodet svindel. Det skriver avisen Denik N, som henviser til to kilder med kendskab til anklagemyndigheden.

Politiet har sigtet Babis for illegalt at have svindlet sig to millioner euro (op mod 15 millioner kroner) i EU-subsidier til et udviklingsprojekt for omkring ti år siden - før han gik ind i politik.

Babis er tidligere forretningsmand og milliardær. Han er blevet beskyldt for at have misbrugt EU-midler til at bygge et hotel og et konferencecenter uden for Prag.

Babis, som er leder protestpartiet Ano, klarede tidligere på sommeren et mistillidsvotum i parlamentet.

Hos statsanklagerens kontor siger en talsmand, at sagen "har ændret sig", men han afviser at oplyse yderligere detaljer, da de politiske partier først skal underrettes.

Statsanklagerens beslutning om at indstille sagen skal vurderes af en erfaren advokat fra justitsministeriet, som skal tage stilling til, om beslutningen er lovlig og berettiget.

Babis' ANO-parti vandt det seneste parlamentsvalg i 2017.

Ved valget fik ANO-partiet 29,6 procent af stemmerne og blev med længder det største parti.

Dermed fik partiet 78 ud af de 200 pladser i det tjekkiske parlaments underhus. Babis støttes i parlamentet af socialdemokrater og kommunister.

ANO gik til valg på løfter om at sætte skatten ned og erstatte korrupte politikere.

Desuden ville partiet forsegle Europas grænser og forhindre, at der kommer en eneste flygtning ind i landet.

Babis har sagt, at hans land har en allieret i Østrig. De to lande har ifølge Babis samme holdning til spørgsmål om indvandring.

/ritzau/Reuters