Noget tyder på, at tirsdag i næste uge kan ende med at blive en historisk dag.

Det kan nemlig blive den dag, hvor en tidligere eller siddende amerikansk præsident for første gang i historien bliver tiltalt i en straffesag.

Det skriver en række internationale medier, herunder BBC.

Først var det gisninger, der førte til, at blandt andet det amerikanske medie CBS rapporterede, at den tidligere amerikanske præsident Donald Trump ville blive stillet for en dommer på tirsdag.

Arkivfoto af Donald Trump.
Arkivfoto af Donald Trump. Foto: DAVID DEE DELGADO
Vis mere

To anonyme kilder, der hævdede at have indsigt i sagen, fortalte ifølge BBC til mediet, at processen i retten sandsynligvis vil tage mellem 10 og 15 minutter.

På det tidspunkt vil anklageskriftet blive læst op for den tidligere præsident.

Senere har Trumps advokat, Susan Necheles, ifølge BBC bekræftet, at hendes klient forventes at blive stillet for en dommer på tirsdag.

»Vi forventer, at fremstillingen finder sted på tirsdag,« skriver hun i en mail til nyhedsbureauet AFP.

Derudover giver hun ikke andre detaljer.

Hvis det står til troende, vil Trump på tirsdag blive præsenteret for den tiltalte, anklagemyndigheden retter mod ham.

En dommer vil derefter skulle tage stilling til, om han kan blive løsladt, eventuelt mod kaution, eller om han skal tages i varetægt.

Sent torsdag aften dansk tid kunne The New York Times som det første medie afsløre, at en storjury på Manhattan torsdag har stemt for at tiltale Trump i en sag om tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels i 2016.

Oplysningen blev senere bekræftet af distriktsanklageren på Manhattan.

Donald Trump fastholder, at han er uskyldig. Det kan du læse mere om i artiklen HER.