Han var den første i verden, som blev helbredt for HIV.

Nu er den 54-årige amerikaner Timothy Ray Brown død af kræft.

Det skriver BBC på baggrund af en opdatering på Facebook fra hans partner, Tim Hoeffgen.

Timothy Ray Brown fik diagnosen HIV tilbage i 1995, mens han boede i Berlin. Elleve år senere udviklede han akut myeloid leukæmi, og det var behandlingen mod kræftsygdommen, der kurerede ham for HIV.

I forbindelse med behandlingen fik han nemlig en knoglemarvstransplantation, og donoren havde en sjælden mutation i DNA'et, kaldet CCR5-genet.

Kort fortalt viste genet sig at give patienten modstandskraft mod HIV, og det blev Timothy Ray Browns redning.

»Jeg holdt op med at tage min medicin den dag, jeg fik transplantationen. Efter tre måneder var der ikke mere HIV i min krop,« sagde Brown i et interview med BBC i 2012.

Siden kom virussen aldrig tilbage, og Timothy skrev historie som den første nogensinde, der var blevet helbredt for HIV.

Desværre vendte hans kræftsygdom tilbage tidligere i år, og onsdag sagde hans krop stop.

Den behandling, som amerikaneren i sin tid gennemgik, er for farlig til at blive brugt rutinemæssigt, men Timothy Ray Brown gav HIV-patienter verden over håb om, at det er muligt at kurere den frygtede sygdom.

»Timothy symboliserede, at det er muligt, under særlige omstændigheder, at helbrede en patient for HIV - noget, som mange forskere har tvivlet på kunne ske,« siger Gero Huetter, den tyske læge, som stod for Browns behandling dengang.

»Det er meget trist, at kræften vendte tilbage og tog hans liv, for han havde stadig ikke HIV,« siger Huetter.