Lyt til artiklen

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er kåret som Årets Person 2022 af det amerikanske nyhedsmagasin Time, oplyser magasinet.

Kåringen kommer, efter at Rusland invaderede Ukraine den 24. februar i år.

Siden da har den ukrainske præsident været i fokus i medier verden over.

Ifølge Time har valget på Volodymyr Zelenskyj som Årets Person været det nemmeste i mands minde.

- For at bevise, at mod kan være lige så smittende som frygt, for at få folk og nationer til at stå sammen i forsvaret af friheden, for at minde verden om demokratiets skrøbelighed - og fredens, forklarer magasinets chefredaktør, Edward Felsenthal.

44-årige Volodymyr Zelenskyj har været præsident i Ukraine siden 2019, hvor han slog den på tidspunktet siddende præsident, Petro Porosjenko.

Den tidligere komiker og skuespiller har før sin politiske karriere blandt andet spillet Ukraines præsident i en tv-serie.

Han er vokset op i det centrale Ukraine og har også en juridisk uddannelse fra Kyiv National Economic University.

Time har kåret Årets Person siden 1927. Titlen gives til en person, en gruppe, et land, en organisation eller en idé, der på den ene eller den anden måde har sat et markant præg på året, der gik.

Årets Person 2021 blev Tesla-stifteren Elon Musk, verdens rigeste person med en formue, der dengang lød på omkring 265 milliarder dollar - svarende til cirka 1750 milliarder kroner.

Den snart 100 år gamle titel som Årets Person er tidligere gået til blandt andre Adolf Hitler, Martin Luther King og Winston Churchill.

/ritzau/