Han skulle have bragt politiet tættere på at løse gåden om Anne Elisabeth Hagens pludselige forsvinden.
Men nu er han i stedet blevet tiltalt for løgn.
Det skriver norske TV 2.
En tidligere ansat ved Statens Vegvesen i Norge har angiveligt givet forkerte oplysninger i sagen.
Manden fik til opgave at hente data fra milliardæren Tom Hagens bil den 31. oktober 2018. Denne dag forsvandt Anna Elisabeth Hagen sporløst.
Ifølge Hagens egen forklaring kørte han kun frem og tilbage på jobbet den morgen. En tur på i alt cirka 12 kilometer.
Men i Vegvesenet nåede medarbejderen frem til, at Hagens bil havde kørt 89 kilometer på dagen.
Havde han altså løjet om sin færden på dagen?
Angiveligt ikke. Men det havde manden fra Vegvesenet. Og nu bliver han så tiltalt for sin løgn.
Manden havde gentaget sin måling i flere rapporter, men siden viste det sig, at man slet ikke kunne måle den slags ud fra det materiale, der var i bilens data.
Det er, ifølge TV 2 Norge, uvist hvad mandens motiv skulle være.
Tom Hagen er stadig sigtet for drab på sin kone.
Han fastholder, at han fandt et trusselbrev, da han kom hjem og konen var væk.
Ifølge brevet skulle Hagen betale ni millioner euro, svarende til lige under 67 millioner kroner, i kryptovaluta og hvis han inddrog politiet, så ville bortførerne dræbe hans kone.
Tom Hagen står fast på sin uskyld, og hans advokat har tidligere udtalt, at hans klients digitale kompetencer ikke matcher, hvad han er sigtet for.