Et sjældent tilfælde af kogalskab er konstateret på en gård i Holland.

Det skriver det hollandske nyhedsbureau ANP onsdag ifølge Reuters.

ANP henviser til oplysninger fra Hollands landbrugsminister, Piet Adema.

Sygdommen blev fundet mandag i en afdød ko.

Eksperter er onsdag i gang med at undersøge de prøver, der er taget fra koen. Formålet er at finde ud af, om der er tale om såkaldt atypisk eller klassisk form for kogalskab.

Den atypiske variant kan opstå i dyrets krop som et resultat af høj alder, mens den klassiske type typisk smitter gennem foder.

Kogalskab spredte sig især i 1990'erne blandt mange dyr i Storbritannien og andre europæiske lande. De senere år er sygdommen som regel opdaget i enkelte dyr, der var ramt af den atypiske variant.

Den klassiske type kogalskab smitter ikke fra dyr til dyr, men igennem foder. Sygdommen rammer primært kvæg, hjorte, får, geder og katte.

Mennesker kan smittes med kogalskab gennem oksekød.

/ritzau/Reuters