Lyt til artiklen

Et storstilet fødevareprogram. Hjælp til produktionen af el og at styrke landbruget. Modernisering af havne, hospitaler, handel med omverdenen og økonomien i sin helhed.

Det lyder som et tilbud, mange fattige lande ville tage imod med kyshånd – men der er i hvert fald én markant undtagelse.

Det kommunistiske Nordkorea.

Det hører dog med til historien, at tilbuddet kommer fra Nordkoreas historiske rival Sydkorea – og indeholder en væsentlig betingelse:

At Nordkorea går med til at stoppe sit atomprogram og afruster.

Nordkorea nøjedes ikke med at sige 'nej tak' til nabolandet, men kom med et iskoldt svar.

»At tro, at man kan bytte 'økonomisk samarbejde' for vores ære, atombomber er Yoons (Sydkoreas præsident Yoon Suk-yeol, red.) store drøm, håb og plan,« siger Kim Yo-jong – som er den nordkoreanske leder Kim Jong-uns søster – til landets statsmedie KCNA ifølge CNN.

Hun tilføjer, at nordkoreanerne på baggrund af Yoons forslag er nået frem til den erkendelse, at den sydkoreanske præsident 'stadig er barnlig' i sin tankegang.

Yoon luftede allerede tanken om økonomisk samarbejde mellem de to Korea'er i sin indsættelsestale i maj og gentog mandag, at han og Sydkorea er klar til at give det fattige og isolerede naboland en stor, hjælpende hånd – hvis Nordkorea går med til atomafrustning.

Sydkorea tager til genmæle efter den kontante nordkoreanske afvisning.

Sydkoreas genforeningsministerium udtrykker, at Kim Yo-jongs kommentarer er 'respektløse', en trussel mod freden på den koreanske halvø – og at den nordkoreanske afvisning vil forværre landets økonomiske situation.

Før 1945 var Korea en samlet nation, men efter den japanske besættelse under Anden Verdenskrig blev landet delt i to: Det kommunistiske Nordkorea og det kapitalistiske Sydkorea. Det endte i den blodige Koreakrig, som sluttede med en våbenhvile i 1953.

Formelt set har de to lande aldrig indgået en fredsaftale, og forholdet mellem Nordkorea og Sydkorea har vekslet mellem at være meget anstrengt og decideret fjendtligt siden opdelingen.