Det kan være hårdt for helbredet at stille op til det amerikanske præsidentvalg.

Det kan den demokratiske kandidat Bernie Sanders skrive under på, efter han i forrige uge fik et mindre hjerteanfald før et valgmøde.

Nu er den 78-årige senator fra staten Vermont tilbage. Og han får vigtig støtte fra en uventet front.

Således har de tre unge kvindelige kongresmedlemmer Alexandria Ocasio-Cortez, Ilhan Omar og Rashida Tlaib afsløret, at de officielt vil stå bag og anbefale Bernie Sanders som USAs næste præsident.

Alexandria Ocasio-Cortez taler, mens Bernie Sanders og Ilhan Omar ser på.
Alexandria Ocasio-Cortez taler, mens Bernie Sanders og Ilhan Omar ser på. Foto: SAUL LOEB - AFP
Vis mere

Og Ocasio-Cortez, Omar og Tlaib er ikke en hvilken som helst trio.

De kalder sig selv 'The Squard'. Og ifølge USAs nuværende præsident og Bernie Sanders' republikanske modstander, Donald Trump, repræsenterer Alexandria Ocasio-Cortez, Ilhan Omar og Rashida Tlaib en direkte trussel imod demokratiet og dét USA, som hans vælgergruppe elsker.

»De hader USA,« gentog Trump således i foråret, hvor den verbale krig brød ud mellem 'The Squard' og præsidenten.

Alexandria Ocasio-Cortez, Ilhan Omar og Rashida Tlaib hører til på den yderste amerikanske venstrefløj, og Donald Trump henter store dele af sin politiske støtte fra den yderste højrefløj.

Alexandria Ocasio-Cortez er én af USA's nye politiske stjerner. Hun støtter nu officielt Bernie Sanders som USA's næste præsident.
Alexandria Ocasio-Cortez er én af USA's nye politiske stjerner. Hun støtter nu officielt Bernie Sanders som USA's næste præsident. Foto: BRENDAN SMIALOWSKI - AFP
Vis mere

Bernie Sanders, der er stor tilhænger af det danske sundhendsvæsen med offentlig sygesikring til alle, kalder sig selv 'demokratisk socialist'.

Før tirsdagens direkte tv-debat, hvor Sanders sammen med 11 andre demokratiske præsidentkandidater konkurrerede om seernes støtte, langede Vermont-senatoren ud efter sin nærmeste demokratiske konkurrent, Elizabeth Warrem, som han kalder 'kapitalist'.

Og det er bl.a. Sanders amerikanske udgave af socialisme, der tiltrækker de tre unge demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus (halvdelen af den amerikanske kongres).

Således forklarer Ilhan Omar i et interview med avisen Washington Post: »Bernie er leder af arbejderklassens oprør. Et oprør og en bevægelse, der vil besejre Donald Trump ved valget i 2020.«

Donald J. Trump er hverken fan af Bernie Sanders eller dennes tre politiske støtter
Donald J. Trump er hverken fan af Bernie Sanders eller dennes tre politiske støtter Foto: USA TODAY USPW
Vis mere

I ugen efter sit hjerteanfald holdt Bernie Sanders en mindre pause fra valgkampagnen. Men nu er han tilbage og under tv-debatten, der blev vist på CNN, sagde senatoren bl.a.:

»Jeg har det fantastisk. Jeg vil gerne sige tak til alle. Jeg er så glad for at kunne stå på scenen her i aften.«

Ifølge de seneste meningsmålinger er de tre ledende demokratiske kandidater fortsat senator Elizabeth Warren, senator Bernie Sanders og forhenværende vicepræsident Joe Biden.

Støtten fra Alexandria Ocasio-Cortez, der netop har besøgt Danmark, Ilhan Omar og Rashida Tlaib kan få stor betydning for Sanders' appel til især de helt unge amerikanske vælgere.

Bernie Sanders og Joe Biden under tv-debatten natten til onsdag.
Bernie Sanders og Joe Biden under tv-debatten natten til onsdag. Foto: WIN MCNAMEE - AFP
Vis mere