Mens politiet fortsat mangler at udpege en mistænkt, mener en TikTok'er at have fundet frem til den koldblodige morder, der natten til 13. november frarøvede fire unge venner livet i Idaho.

Ifølge Ashley Guillard peger pilen – og hendes tarotkort – på en professor på det universitet, hvor alle de fire dræbte studerede. En påstand, hun siden november har gentaget igen og igen og igen på det sociale medie TikTok.

Også selvom professoren, Rebecca Scofield, flere gange har bedt hende om at stoppe med at sprede sine postulater. Derfor er Ashley Guillard nu blevet sagsøgt, skriver NBC News.

Det har dog ikke forhindret TikTok'eren i at fortsætte med at dele sin teori. En teori, der har en hemmelig affære som omdrejningspunkt.

De fire studerende Ethan Chapin, Madison Mogen, Kaylee Goncalves og Xana Kernodle blev alle dræbt 13. november i et hus nær deres universitet i byen Moscow i Idaho.
De fire studerende Ethan Chapin, Madison Mogen, Kaylee Goncalves og Xana Kernodle blev alle dræbt 13. november i et hus nær deres universitet i byen Moscow i Idaho.
Vis mere

Således er det Ashley Guillards påstand, at Idaho-professoren havde haft et forhold til en af de fire studerende, den 21-årige Kaylee Goncalves, som skulle have afsluttet relationen.

For at undgå, at forholdet skulle blive offentligt kendt, skulle professor Rebecca Scofield have allieret sig med en anden studerende og slået Kaylee Goncalves og hendes venner ihjel, mener Ashley Guillard at vide.

»Jeg er ligeglad med, hvad I siger. Rebecca Scofielt dræbte de fire studerende, og det var hende, der iværksatte planen,« siger TikTok'eren i en af de mange videoer, hun har delt med sine godt 100.000 følgere siden november.

Ashley Guillard har ingen dokumentation for sine påstande, som da også »er usande, ganske enkelt«, hvis man spørger professorens advokat.

I søgsmålet mod TikTok'eren lyder det, at Rebecca Scofield slet ikke kendte eller underviste de fire studerende, og at hun i øvrigt var udenbys med sin ægtemand, da drabene fandt sted.

Ydermere lyder det, at professoren heller aldrig har mødt TikTok'eren og ikke har den fjerneste idé om, hvorfor hun nu har udset sig hende som mål for de falske påstande.

Påstandene har ikke alene gjort skade på professor Rebecca Scofields omdømme og følelsesliv. De har også bidraget til en reel frygt for hendes sikkerhed, beskrives det i søgsmålet.

»Hun frygter, at Guillards falske påstande kan motivere folk til at gøre skade på hende eller hendes familie.«

Ashley Guillard tager dog efter alt at dømme søgsmålet med ophøjet ro. Over for NBC News fastholder hun sine påstande, mens hun i videoer på TikTok påstår, at Rebecca Scofield ikke er den første, der har forsøgt at bekæmpe hende, og at professoren kommer til at fortryde sit valg.

Politiet på drabsstedet.
Politiet på drabsstedet. Foto: Zach Wilkinson
Vis mere

Man har fra politiets side ikke taget stilling til de konkrete beskyldninger, men man har flere gange advaret mod at sprede misinformation.

»Der er mange mennesker på internettet, som ønsker at involvere sig i sagen. Vi er den officielle kilde til information,« understregede leder ved politiet i Moscow forleden.

Ashley Guillard er langtfra den første amatørdetektiv, der forsøger at udføre den efterforskning, som politiet er blevet kritiseret for at fejle i.

Løbende er myndighederne kommet med skiftende og modstridende udmeldinger, og det har vakt frustration blandt indbyggerne i den lille amerikanske by Moscow i Idaho.

En frustration, der kun vokser, for hver dag der går, mens drabene på 20-årige Ethan Chapin og Xana Kernodle samt 21-årige Madison Mogen og Kaylee Goncalves forbliver uopklaret.