Se videoen foroven om den opsigtsvækkende melding.

»Vi er ikke alene.«

Sådan siger Luis Elizondo, der indtil for nyligt var leder af det amerikanske forsvarsministeriums hemmelige UFO-program.

Og han fortsætter: »Min personlige overbevisning er, at vi - baseret på tungtvejende bevismateriale, ikke er alene i universet.«

Den slags har vi selvfølgelig hørt før, både fra småtossede sammensværgelsesteoretikere og i sci-fi-film som 'E.T.', 'X-Files' og 'Independence Day.

Men denne gang kommer den chokerende påstand fra en kilde, der knap kan blive mere troværdig.

Som leder af et hidtil hemmeligholdt ministerium Advanced Aviation Threat Identification Program, hvis eksistens først i weekenden blev afsløret af avisen The New York Times, har Luis Elizondo nemlig set lidt af hvert.

Og i interviewet med CNN fortæller han blandt andet:

»Disse flyvende objekter - lad os kalde dem luftfartøjer - har ingen konventionelle motorer. Men alligevel manøvrerer de på en måde, der ophæver vores opfattelse af tyngdekraften. Og deres tekniske egenskaber svarer ikke til noget, der findes i USA eller så vidt vi ved på noget andet sted på jorden.«

'Advanced Aviation Threat Identification Program', der frit kan oversættes til 'Trusel-identifikation fra avanceret luftfart-teknologi', blev ifølge avisen New York Times oprettet i  2007 og finansieret med det, der svarer til 140 millioner kroner årligt.

I 2012 blev støtten officielt taget fra programmet. Men det var ifølge Luis Elizondo ikke på grund af manglende resultater.

»Vi har samlet meget bevismateriale. Og alt tyder på, at vi har haft besøg af disse fartøjer. Men trods volumen fandt vi aldrig nogle beviser på en trussel imod vores nationale sikkerhed.«

Pilot fik pludselig 'selskab'

Blandt det omtalte bevismateriale er en videooptagelse fra en hvis David Fravor, pilot i det amerikanske luftvåben. På en mission i 2004 så han fra cockpittet, noget, han beskriver som 'en 13 meter lang Tic Tac', der bevægede sig hurtigt og skiftede kurs, på en for kendte fartøjer 'umulig måde'.

Under en øvelse godt 300 kilometer ude over Stillehavet, fik pilot David Fravor efter eget udsagn pludselig 'selskab'.

Et ukendt fartøj fulgte med den amerikanske F-18 jagerjet. Pludselig dykkede det ukendte fartøj ifølge David Fravors observationer fra 24.000 meter til 6.000 meter. Her stod det ukendte fartøj tilsyneladende stille. Senere 'hang' UFO'erne ifølge besætningen på skibet Princeton knap 100 meter over vandoverfladen, der ifølge øjenvidner så ud som om den 'kogte'. Sidste del af denne 'UFO-sighting' er dog ikke dokumenteret på video.

Det var den demokratiske senatsleder Harry Reid, der i 2007 tog initiativet til at starte det nye program. Han var dengang blevet opfordret af en god ven, der selv påstod, at have set flere UFO'er. Og efter weekendens afsløring i New York Times, forsvarede Harry Reid endnu engang det kontroversielle program:

»Jeg er stolt af vores program. Og jeg ser ingen grund til at politisere spørgsmålet om forskning i muligt liv uden for vores eget solsystem. Programmet er godt. Og det blev i sin støttet af begge store amerikanske partier.«

Officielt blev støtten taget fra 'Advanced Aviation Threat Identification'-programmet i 2007.

Men ifølge tidsskriftet Politico mener kilder i Forsvarsministeriet, at programmet fortsat eksisterer.

»Det amerikanske forsvarsbudget er gigantisk, så det er let at gemme en minimal udgift som 22 millioner dollar,« siger en anonym kilde til Politico.