Trumps ledelse er som Chernobyl - i gang med en total nedsmeltning.

Sådan lyder kritikken af den amerikanske præsident fra en mand, der engang var helt tæt på verdens mægtigste mand.

»Det her er som en episode af Chernobyl, hvor reaktorerne er ved at smelte ned, og folk omkring forsøger at finde ud af, om de skal dække over det eller forsøge at rydde op efter det. Jeg synes, vi skal rydde op,« siger Anthony Scaramucci i et interview med den canadiske tv-station CTV.

Måske husker du hans flueøjne-solbriller med spejlglas, det mørke tilbagestrøgne hår og det tætsiddende, strømlinende jakkesæt?

Anthony Scaramucci, som han så ud, da han i sommeren 2017 havde en ultra kort karriere som kommunikatonsdirektør for Donald Trump.
Anthony Scaramucci, som han så ud, da han i sommeren 2017 havde en ultra kort karriere som kommunikatonsdirektør for Donald Trump. Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Hvis ikke, kan det skyldes, at finansmanden - med øgenavnet 'The Mooch' - tilbage i sommeren 2017 blot fik sølle 11 dage som kommunikationsdirektør for Donald Trump.

Trods sin korte karriere som toprådgiver i Det Ovale Værelse, nåede Anthony Scaramucci dengang at få sat Det Hvide hus på den anden ende, inden han blev strittet ud igen.

I en telefonsamtale med journalisten Ryan Lizza svinede han stort set hele præsidentens stab til og glemte at sige, at han udtalte sig til baggrund.

Derfor skrev Lizza hvert et ord, han havde sagt, og indholdet af artiklen i magasinet The New Yorker var mildt sagt rystende.

Foto: JONATHAN ERNST
Vis mere

Om chefideologen Steve Bannon sagde kommunikationschefen, at han gav sig selv oralsex, og at Trumps daværende øverste chef, Reince Priebus, var 'en fucking paranoid skizofren, han lider af paranoia.' Preibus ville snart blive bedt om at tage sin afsked, forudså Scaramucci dengang.

Kommunikationsdirektøren fik ret. Priebus blev fyret 31. juli 2017, men hvad Scaramucci dengang ikke vidste var, at han samme dag selv fik sparket. Det voldsomme personangreb var for meget - selv for Donald Trump.

Dengang undskyldte Scaramucci sig med, at han af og til har 'et farverigt ordvalg'.

Det er en anderledes afdæmpet Scaramucci, der i denne uge optræder i forskellige canadiske medier i forbindelse med et besøg i landet, men meningen er ikke til at tage fejl af:

Trumps tidligere kommunikationsdirektør betegner præsidentens åndelige evner som på kraftig retur, og han tvivler direkte på, at præsidenten vil holde skansen frem til næste valg.

Scaramucci mener, at Donald Trumps chancer for genvalg bliver mindre og mindre dag for dag. Han indrømmer dog, at der stadig er en mulighed for, at præsidenten holder fast i magten og bliver siddende.

I dag gør den tidligere kommunikationsdirektør selv, hvad han kan for at forhindre, at Trump får fire år mere i spidsen for USA.

Over for nyhedsbureauet Reuters siger Scaramucci blandt andet, at han er i fuld gang med at rejse penge, der skal støtte republikanske modkandidater ved valget næste år.

Kortet, som vakte en del postyr i USA: Præsidenten forsøgte at holde fast i, at orkanen Dorian ville ramme staten Alabama, selv om alle meteorologer slog fast, at det ikke var tilfældet.
Kortet, som vakte en del postyr i USA: Præsidenten forsøgte at holde fast i, at orkanen Dorian ville ramme staten Alabama, selv om alle meteorologer slog fast, at det ikke var tilfældet. Foto: JIM WATSON
Vis mere

De seneste to uger har han flere gange offentligt kommet med kraftige verbale angreb på præsidenten.

I interviewet med den canadiske tv-station CTV News siger han desuden, at Trumps mentale helbred er på retur.

»Jeg forudser, at han ikke klarer den til det valg: der sker så kraftig en psykisk tilbagegang, at det mest sandsynlige resultat er - og jeg tror, at det vil være det mest værdige - at han siger: 'okay, jeg gjorde et godt stykke arbejde, men jeg går på pension i slutningen af perioden'.«

Scaramuccis udtalelser kommer i kølvandet på, at Trump stædigt holdt fast i, at staten Alabama ville blive ramt af superorkanen Dorian. Præsidenten nægtede at erkende, at han havde taget fejl, selv om samtlige meteorologiske eksperter slog fast, at orkanen ikke ville få nogen indflydelse på Alabama.