Beskeden var lige så skræmmende og tragisk, som den var kold og kynisk: 'Jeg har skudt mine to 'små fyre', og nu tager jeg mit eget liv.'

Faderens grusomme melding fik straks hans venner på Facebook til at tage affære. Desværre for mandens to mindreårige sønner, var det allerede for sent.

Da politiet onsdag aften nåede frem til landejendommen i nærheden af byen Sala i det centrale Sverige, fandt betjentene ligene af tre personer:

Faderen og hans to små drenge.

Tre personer er fundet døde i byen Sala nord for Stockholm.
Tre personer er fundet døde i byen Sala nord for Stockholm.
Vis mere

»Jeg har betalt alle regninger. Jeg har planlagt det her i et stykke tid.«

Sådan lød det ildevarslende budskab fra den 45-årige svenske mand onsdag aften, hvor han i en direkte livesending på Facebook fortalte, at han havde skudt sin to små drenge og ville begå selvmord.

Beskeden fik straks mandens Facebook-venner til at kontakte politiet, og flere skrev opslag på hans profil og efterlyste folk, der var i nærheden af ham og kunne komme ham til undsætning.

Han sendte den skæbnesvangre Facebook-live ved 21-tiden, og da betjente cirka en halv time senere trængte ind i hans hjem ved Sala nordvest for Stockholm, gjorde de det uhyggelige fund.

Manden er, ifølge de svenske medier, en kendt sportsprofil, som tidligere har udøvet sin sport på topniveau.

De seneste år har han levet en mere tilbagetrukken tilværelse, men han var stadig aktiv inden for sin idræt.

Aviser som Expressen og Aftonbladet omtaler blot gerningsmanden som 'idrottsmannen' (sportsmanden, red.).

Over for de svenske medier bekræfter politiet, at manden sendte live på Facebook efter drabene på børnene. Derfor efterlyser de nu alle, der har set faderens film, før han tog sit eget liv.

»Vi efterforsker det her som to drab og et selvmord,« siger Johan Thalberg, pressetalsmand fra det lokale politi til Aftonbladet.

Han understreger, at politiet ikke jagter flere gerningsmænd, men har brug for at tale med alle, der har set faderens video.

»Hvis man har optaget en del af den, vil vi gerne, at man kontakter os,« siger pressetalsmanden.

Det var kun mandens egne venner, der kunne se videoen, og det er i skrivende stund uklart, om Facebook har fjernet den fra hans konto.

Ifølge Johan Thalberg forsøger politiet nu at få Facebook til at udlevere filmen.

Politiet siger til de svenske medier, at man har en teori om, hvad mandens motiv var, men det ønsker man ikke at kommentere yderligere.

Naboer til familien er i chok efter nyheden om drabene. Ingen af dem anede tilsyneladende uråd.

»Jeg forstår ingenting. Drengene er så søde. Han plejer at køre forbi her og købe mælk hos naboen,« siger en nabo til Expressen.

Hverken politi eller de svenske medier har endnu afsløret, hvad det var for en sportsgren, den 45-årige mand dyrkede, men en anonym repræsentant for sporten siger til Expressen:

»Jeg ved, at han har haft det sådan lidt op og ned. Sådan er det for mange inden for det, vi laver. Nogle gange går det godt. Andre gange dårligt.«

En anden af mandens bekendte mener at vide, at den afdøde blev ramt af en personlig tragedie for nogle år siden, men naboerne beskriver ham som glad.

Går du med svære tanker? Det hjælper at tale med nogen om det. Ring til Livslinien på 70 201 201