Det ser voldsomt ud.

Betjenten går hen til den sorte bil, og det ender i en livsfarlig situation.

Han affyrer ti skud mod bilen.

Det er betjentens bodycam, som viser, hvad der sker, da et møde 2. oktober i år mellem en betjent og en 17-årig McDonald's-kunde i San Antonio eskalerer.

Nu er den i dag tidligere betjent blevet tiltalt for drabsforsøg og to tilfælde af groft overfald i sagen.

Det 17-årige offer Erik Cantu, som sad i bilen og spiste McDonald's, blev kritisk såret og var hospitalsindlagt i otte uger efter episoden. Han blev udskrevet 23. november.

Erik Cantu viste sig at have været ubevæbnet.

Erik Cantu. Foto: GoFundMe / Support for Erik Cantu
Erik Cantu. Foto: GoFundMe / Support for Erik Cantu
Vis mere

Betjenten, James Brennand, troede ifølge politiet, at der var tale om en bil, som tidligere var undsluppet ham.

Videoen viser, hvordan James Brennand åbner døren, hvorefter en skræmt Erik Cantu bakker og begynder at køre væk. Her begynder betjenten at skyde mod bilen – altså i alt ti gange.

»Retfærdighed betyder, at man sikrer, at den mand aldrig igen arbejder med lovhåndhævelse, og sikrer, at den mand aldrig har en pistol og et skilt,« siger den offentlige anklager Joe Gonzales, som skal føre sagen, ifølge CNN.

Han vil nu gå efter den maksimale straf i sagen – det er mellem fem og 99 år for hvert af de to tilfælde af groft overfald samt mellem to og 20 år for mordforsøg.

James Brennand. Foto: Bexar Sheriff's Office.
James Brennand. Foto: Bexar Sheriff's Office.
Vis mere

»Indtil i dag er James Brennand blevet fremstillet i offentlighedens domstol uden muligheden for, at hans side af sagen er blevet kendt,« siger forsvarsadvokat Nico LaHood til CNN.

Politiet i San Antonio er imidlertid ikke i tvivl om, at den nu tidligere betjent ikke skulle have trukket sin pistol og affyret den.

»Der er ingen tvivl i nogens sind efter at kigget på den video, at skyderiet ikke er retfærdiggjort,« lyder det fra politichef William McManus.