Natacha Jaitt påstod at kunne bevise, at en gruppe kendisser stod bag en VIP-pædofil-ring. Få måneder senere blev hun fundet død.

'ADVARSEL: Jeg vil ikke begå selvmord, jeg tager ikke for meget kokain og drukner i et badekar eller skyder mig selv. Så hvis det sker, var det ikke mig. Gem dette tweet.'

Det skrev hun i april sidste år, efter hun havde modtaget trusler og frygtede for, at hendes liv var i fare, skriver det australske medie News.com.au.

Liget af den tidligere Big Brother-kendis blev fundet nøgen efter en fest i weekenden i Buenos Aires.

41-årige Natacha Jaitt havde følt, at hendes liv var i fare, efter hun på live tv havde anklaget flere kendte politikere, journalister, entertainere og sportsstjerner for at være involverede i prostitution af mindreårige.

Også en tæt ven til Pave Francis skulle være involveret. Derfor valgte hun at lave tweetet for at beskytte sig selv.

Ifølge det lokale medie Buenos Aires Times skulle Jaitt have indtaget store mængder kokain, LSD og champagne ved festen, som hun deltog i fredag med sin ven Raul Duarte.

På trods af at Natacha Jaitt, som var mor til to, døde af organsvigt og ikke viste nogen tegn på at være udsat for vold, så mener hendes bror, at der er tale om mord.

Han fortæller, at det er umuligt, at hun ville have taget nogen former for hårde stoffer, da hun for kort tid siden var begyndt på noget medicin, som ville have reageret med stofferne.

Både broderen og Jaitts advokat er overbeviste om, at der er tale om mord, og derfor undersøger politiet sagen og afhører vidner, der deltog i den føromtalte fest.

Efter hendes mystiske død, som hun i et makabert tvist selv havde forudsagt, er konspirationsteorierne løbet løbsk på de sociale medier.

'Hun kendte den risiko, hun udsatte sig selv for. Jeg er ikke en stor konspirations person, men ... Forventes det virkelig, at vi tror på, at hun afdækkede dette og så bare på mystisk vis dræbte sig selv,' spørger en Reddit-bruger.

En anden tilføjer:

'Det må være svært at have informationer om noget så alvorligt og samtidig så følsomt, at folk måske ikke tror på dig, og hvis de gør det, kan du blive dræbt for det. Verden virker, som om den bare bliver mørkere og mørkere.'

Der nåede også at dukke påstande op om, at der skulle have været billeder af hendes lig på de sociale medier umiddelbart efter hendes død, men som hurtigt blev fjernet igen.

Natacha Jaitt blev kendt, da hun rejste fra Argentina til Spanien, hvor hun blev kendt fra Big Brother og som Playboy-model. Efterfølgende overlevede hun et blodigt overfald i 2016, hvor hun blev dolket i halsen.