Jalousi kan få folk til at gøre de mest vanvittige ting. Som eksempelvis den tidligere engelske OL-atlet 63-årige Lizzie Purbrick. Tilbage i maj spotteede hun sin daværende kæreste sammen med en anden kvinde - og det fik Lizzie Purbrick til hævne sig på en mildest talt usædvanlig måde.

Lizzie Purbrick og kæresten - en engelsk lord, der var tidligere konservativt medlem af Overhuset - havde haft et forhold kørende i et par år, men da hun opdagede kæresten i hed omfavnelse med en anden kvinde, anskaffede hun sig simpelthen en sprøjtepistol og otte liter griseblod. Og så gik hun ellers i gang med at sprøjte kærestens lejlighed til. Nu er hun af retten i London blevet idømt 120 timers samfundstjeneste for ugerningen, skriver BBC og Telegraph.

Blandt andet malede Lizzie Purbrick en penis i lejligheden. Hun skrev også 'Lady slut', 'hore' og 'big dick lord' på væggene for til sidst at tømme resten af indholdet i sprøjtepistolen ud over det hele. For at undgå indblanding udefra satte hun høj musik på, mens hun sprøjtede løs. Efter endt gerning lagde Lizzie Purbrick en check på 1.000 pund i lejligheden - og meldte sig selv til politiet.

»Det var en engangsforseelse som skyldtes, at deres forhold var brudt sammen,« sagde Purbricks forsvarer Simon Nicholls i retten.

Han forsøgte også at forklare griseblods-sprøjteriet som en spontan beslutning fra sin klients side, men den forklaring købte dommer Susan Green ikke.

»Jeg tror ikke det mindste på, at det her var spontant. Det var helt klart planlagt og overlagt og kan ikke tolkes på på andre måder,« sagde dommeren.

Valget af sprøjtemiddel virker ikke tilfældigt, da hendes daværende kæreste driver en grisefarm.

Hun erklærede sig skyldig og har accepteret dommen på 120 timers samfundstjeneste.

Lizzie Purbrick deltog ved OL i Moskva i 1980 som springrytter.

Behøver vi skrive, at hun og den engelske lord ikke længere er kærester?