Anklageskriftet mod den 89-årige formodede krigsforbryder John Demjanjuk er nu klar, meddeler statsadvokaten i München. Uvist, hvornår retssagen starter.

Anklagemyndigheden i München har lagt sidste hånd på anklageskriftet mod den mistænkte krigsforbryder John Demjanjuk, der bliver tiltalt for medvirken til drab i 27.900 tilfælde under Anden Verdenskrig.

Retssagen kan blive et af Tysklands sidste store retsopgør med nazitiden, men ventes tidligst at finde sted i efteråret.

Den 89-årige Demjanjuk, som i maj blev udleveret til Tyskland fra USA, skal som vagt i koncentrationslejren Sobibor i Polen have hjulpet nazisterne med at tvinge tusinder af jøder ind i gaskamrene og døden. Som bevis anfører statsadvokaten blandt andet et SS-tjenestebevis med nummeret 1393 og en liste, som viser, at den ukrainskfødte Demjanjuk i 1943 blev overflyttet til Sobibor - året efter at han var havnet i tysk krigsfangenskab.

Ifølge statsadvokat Anton Winkler var Sobibor en "rendyrket udryddelseslejr", hvor alle ansatte havde til opgave at hjælpe til med masseudryddelserne.

John Demjanjuk selv nægter sig skyldig. Hans advokat har rådet ham til at tie og ikke tage stilling til det 86 sider store anklageskrift. Demjanjuks familie siger, at han er for skrøbelig til at overleve en retssag. En tysk lægeattest mener dog det modsatte, men har begrænset retssagen til maksimalt tre timer om dagen.

Pensionisten har i årevis stået på Simon Wiesenthal Centrets liste over de 10 mest eftersøgte krigsforbrydere fra nazitiden, hvor den danskfødte Søren Kam med bopæl i Bayern også står opført.

- Sagen sender et meget stærkt signal om, at det, at tiden går, ingenlunde mindsker mordernes skyld, siger centrets leder, Efraim Zuroff.

/ritzau/dpa